Klimaminister lover handling efter sag om gasafbrænding i Nordsøen

Regeringen vil undersøge, hvordan udfordringen med rutineflaring i Danmark kan løses. Sådan lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), efter at EnergiWatch har afsløret, at Total Energies bevidst brænder uønsket gas af. 
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix

Det skal ikke tolereres og vil blive fulgt op med politisk handling, at Total Energies rutinemæssigt brænder gas af fra det danske oliefelt Gorm, som EnergiWatch mandag har beskrevet.

Sådan lyder det i et skriftligt svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

"Det er selvfølgelig uacceptabelt at brænde naturgas af, hvis det ikke er en helt nødvendig sikkerhedsforanstaltning. Og regeringen ser nu på, hvad der kan gøres for at komme det problem til livs," lyder det fra ministeren.

Det sker på baggrund af EnergiWatchs afdækning af, at Total Energies siden 2017 har afbrændt uønsket naturgas på Gorm-feltet i stedet for at genindføre gassen i undergrunden, bruge den til drift af anlægget eller sælge den. Afbrændingen skyldes, at anlægget på Gorm ikke længere er i stand til at håndtere gassen på anden vis.

EnergiWatch har gentagne gange forsøgt at få et interview med klimaministeren om sagen - men forgæves. Først på bagkant af mandagens afsløring er det lykkedes at få en skriftlig reaktion.

Vi ville ellers bl.a. gerne have spurgt, om ministeren har været klar over, at rutineflaringen har fundet sted, om han i givet fald har gjort noget for at få stoppet praksissen og hvad det konkret er for nogle løsninger, regeringen overvejer.

Desuden ville vi spørge, hvorvidt ministerens bemærkning om, at kun sikkerhedsmæssig flaring kan accepteres, også betyder, at ministeren er tilhænger af at indføre et forbud imod rutineflaring, som flere partier har foreslået.

Kritik fra Energistyrelsen

Sagen om den rutinemæssige afbrænding beskrives i en intern dialog mellem Energistyrelsen og Total Energies, som EnergiWatch har fået aktindsigt i.

Dialogen viser, at Energistyrelsen har udtrykt bekymring for praksissen og bedt Total Energies om at finde en løsning på problemet.

"Energistyrelsen beder om, at Total Energies hurtigst muligt vender tilbage ift. Energistyrelsens udtrykte bekymringer for en fortsat rutineflaring på Gorm C […], hvilket ikke er i overensstemmelse med forudsætningerne i de gældende godkendelser efter UGL (undergrundsloven, red.) § 10 og produktionsfastsættelse efter § 15," skrev styrelsen i november sidste år til Total Energies.

Ifølge Total Energies udgør den rutinemæssige flaring fra Gorm godt 30 pct. af den samlede flaring under Dansk Undergrunds Consortium, der sidder på hovedparten af den danske olieproduktion og har det franske olieselskab som operatør.

De resterende 70 procent består af sikkerhedsrelateret flaring, der har til formål at undgå, at der opstår overtryk på de producerende platforme.

EnergiWatch har på baggrund af tal fra Energistyrelsen beregnet, at der i snit blev udledt 162.000 ton CO2 årligt i Danmark fra flaring i perioden 2017-2020.

Desuden er det værd at bemærke, at naturgas i høj grad består af metan, som er omkring 25 gange mere potent end CO2, hvorfor den reelle klimapåvirkning fra flaring er endnu større. 

Samråd på vej

Alternativet har på baggrund af EnergiWatchs afdækning indkaldt ministeren i samråd for at bede ham redegøre for sagen.

Regeringens støttepartier har allerede slået fast, at de helst ser, at Danmark indfører et dediceret forbud imod rutineflaring, som man f.eks. har i Norge, ligesom flere borgerlige partier har åbnet for muligheden.

Total Energies har oplyst til EnergiWatch, at selskabet arbejder på at finde en løsning for at eliminere rutineflaringen. Det skal ske ved at omdirigere produktionen fra Halfdan-feltet, fordi det er gas herfra, som bliver eksporteret til og brændt af på Gorm-feltet.

Total Energies oplyser i samme forbindelse, at selskabet egentlig havde fundet et koncept, der skulle have været implementeret i 2020.

Den løsning blev imidlertid forkastet, hvorfor oliekæmpen nu først regner med at kunne droppe rutine-afbrændingen tidligst i 2023, selv om Energistyrelsen betegner denne tidsplan som uacceptabel.

 

Læs mere om sagen herunder:

Oliekæmpe gør klar til brandslukning i dansk flaring-sag 

Politisk ordfører: "Det ser ud som om, at Total Energies bare har fået lov at afbrænde 100.000 ton CO2" 

Dan Jørgensen: Et forbud imod rutineflaring vil give oliebranchen klare rammer

Regeringen "arbejder intenst" for et forbud imod rutinemæssig flaring

Overblik: Derfor skal klimaministeren i samråd om flaring onsdag eftermiddag 

Så stor er klimabelastningen i flaring-sagen 

Oliespecialist efter afsløringer: Et dansk flaring-forbud kan sagtens være fornuftigt

Frie Grønne presser klimaministeren i flaring-sag 

Minister vil præsentere konkrete initiativer for at stoppe rutineflaring i Nordsøen

Oliegigant lader hundredvis af danske tønder olieækvivalenter gå op i røg hver dag

Politikere over hele linjen åbner for dansk forbud mod rutineflaring efter afsløring i Nordsøen

Danmarks største olieselskab brænder bevidst store mængder gas af i Nordsøen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også