EnergiWatch

Overblik: Derfor skal klimaministeren i samråd om flaring onsdag eftermiddag

Det handler om CO2- og metanudledninger, tabte indtægter i millionklassen og et dagligt spild af hundredvis af tønder gas, når der i dag er samråd på baggrund af EnergiWatchs afsløringer af rutineflaring i den danske del af Nordsøen. Der er lagt op til, at et forbud imod praksissen skal på bordet.

Foto: Emil Agerskov

Når klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) onsdag klokken 14 skal for bordenden i et åbent samråd, er det for at få sat en stopper for den rutineflaring, der foregår i den danske del af Nordsøen, som EnergiWatch har afdækket den seneste måneds tid.

Udvalget har efter anmodning fra Alternativets politiske ordfører, Torsten Gejl, bedt ministeren redegøre for, hvad han vil gøre for at stoppe praksissen, der i korte træk handler om, at olieselskabet Total Energies rutinemæssigt afbrænder uønsket naturgas fra Gorm-feltet.

Det til trods for, at selskabet hidtil har hævdet, at man udelukkende benytter flaring af sikkerhedsmæssige årsager. Afbrændingerne har stået på siden 2017, hvor en gammel kompressor, som førhen håndterede overskudsgassen, blev taget ud af drift. Ifølge Total Energies har det vist sig mere "omfattende og tidskrævende" end ventet at finde en alternativ løsning for at undgå afbrændingerne.

EnergiWatch har ellers via aktindsigter kunnet belyse, at Energistyrelsen i november slog fast over for Total Energies, at en fortsat rutineflaring ikke ville være "i overensstemmelse med forudsætningerne i de gældende godkendelser efter UGL (undergrundsloven, red.) § 10 og produktionsfastsættelse efter § 15."

Forbud på tale

Står det til regeringens tre støttepartier samt Alternativet og Frie Grønne ligger løsningen ligefor. De mener, at der bør indføres et decideret forbud imod rutineflaring, som man har haft i Norge siden begyndelsen af 1970'erne.

SF har allerede lagt pres på Dan Jørgensen ved at stille ministeren en stribe spørgsmål til sagen under ministrenes spørgetid i Folketingssalen. Her lovede Dan Jørgensen, at han kommer til at præsentere konkrete initiativer for at stoppe rutineflaringen i forbindelse med samrådet.

"Jeg er villig til ikke bare at se på det, men også til at ændre reglerne, hvis det er nødvendigt," lød det fra ministeren, som tidligere har slået fast, at han anser situationen for at være "fuldstændig uacceptabel".

Som EnergiWatch har afdækket, er praksissen da også uhensigtsmæssig for både klimaet, energiforsyningen og den danske statskasse.

Klimaproblem, energispild og tabte millionindtægter

I 2020 medførte de rutinemæssige afbrændinger på Gorm ifølge EnergiWatchs beregninger en udledning på op til 67.200 ton CO2-ækvivalenter. Og det er uden at inkludere den metan, som også afbrændes – en drivhusgas, som er omtrent 25 gange mere potent end CO2.

Læg hertil, at den gas, som blev brændt af, kunne have sikret indtægter på over 14 mio. kr. allerede i 2020 – altså inden, at gaspriserne i fjor steg markant. Der er på daglig basis tale om cirka 210 tønder olieækvivalenter, som kunne være sendt på markedet – eller alternativt reinjiceret i undergrunden eller brugt til driften af Gorm-anlægget.

EnergiWatch har forgæves forsøgt at få et interview med Dan Jørgensen forud for samrådet. Også olieselskabernes brancheorganisation, Dansk Offshore (tidl. Olie Gas Danmark), har afvist at udtale sig om sagen.

 

Læs mere om sagen herunder:

Oliekæmpe gør klar til brandslukning i dansk flaring-sag 

Politisk ordfører: "Det ser ud som om, at Total Energies bare har fået lov at afbrænde 100.000 ton CO2" 

Dan Jørgensen: Et forbud imod rutine-flaring vil give oliebranchen klare rammer 

Regeringen "arbejder intenst" for et forbud imod rutinemæssig flaring 

Så stor er klimabelastningen i flaring-sagen 

Oliespecialist efter afsløringer: Et dansk flaring-forbud kan sagtens være fornuftigt

Frie Grønne presser klimaministeren i flaring-sag 

Minister vil præsentere konkrete initiativer for at stoppe rutineflaring i Nordsøen

Oliegigant lader hundredvis af danske tønder olieækvivalenter gå op i røg hver dag

Klimaminister lover handling efter sag om gasafbrænding i Nordsøen

Politikere over hele linjen åbner for dansk forbud mod rutineflaring efter afsløring i Nordsøen

Danmarks største olieselskab brænder bevidst store mængder gas af i Nordsøen 

Mere fra EnergiWatch

EKF-lån står bag stor australsk ordre til Vestas

Den danske mølleproducent skal levere 122 møller til et projekt i Australien, som EKF Danmarks Eksportkredit har ydet et milliardstort lån til. Der er tale om et projekt, hvor man har tænkt kreativt undervejs, fortæller direktør i EKF Danmarks Eksportkredit.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs