EnergiWatch

Dan Jørgensen: Et forbud imod rutineflaring vil give oliebranchen klare rammer

Der er gået for lang tid, uden at der er blevet taget affære på udfordringerne med rutinemæssige afbrændinger af naturgas på Gorm-feltet. Det erkendte klimaminister Dan Jørgensen (S) onsdag i et samråd om sagen, som EnergiWatch har afdækket. Nu overvejer ministeren, om et kommende forbud bør være nationalt eller kontinentalt.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) var i fokus, da flaring-sagen onsdag eftermiddag skulle behandles i et samråd i Folketinget. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix

Den danske lovgivning er slet ikke klar nok, når det kommer til afbrænding af overskudsgas – såkaldt rutineflaring.

Sådan sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), da han onsdag eftermiddag var i samråd om en sag om netop rutineflaring i den danske del af Nordsøen, som EnergiWatch har afdækket. Ministeren argumenterede for, at den slags vil være nemmere at opdage, hvis der bliver strammet op om rapporteringsreglerne i Nordsøen.

"Den del vil vi kigge på. Men jeg er også af den opfattelse, at vi skal arbejde hen imod et decideret forbud imod rutineflaring. Det synes jeg, at vi skylder klimaet, og det mener jeg egentlig også, giver de mest klare rammevilkår for branchen," sagde Dan Jørgensen.

Allerede et par timer inden samrådet havde han over for EnergiWatch slået fast, at han vil bestræbe sig på at gøre rutineflaring ulovligt, som det har været i Norge siden 1971.

Vigtig sag

Sagen i Nordsøen handler kort fortalt om, at den franske oliegigant Total Energies rutinemæssigt afbrænder naturgas på Gorm frem for at genindføre den i undergrunden, bruge den til driften af anlægget eller sælge den på markedet.

Det er tale om gas importeret til Gorm- fra Halfdan-feltet, som i første omgang er blevet produceret sammen med olie. Når Total Energies afbrænder overskudsgassen, skyldes det, at anlægget ikke kan håndtere den på anden vis.

Det er imidlertid en stærkt klimaskadelig praksis, som også medfører et stort energispild. Og problemet har været der siden 2017. Her fjernede Total Energies en kompressor fra Gorm-feltet, som ellers hidtil havde kunnet håndtere den uønskede gas.

"Jeg synes, at det er vigtigt, at der er blevet indkaldt til det her samråd, og jeg synes også, at det er vigtigt, at der bliver gjort noget ved det," konstaterede klimaministeren da også ved indledningen til onsdagens samråd.

I det her tilfælde burde man have handlet helt tilbage i 1976.

Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister (S)

Afbrændingerne fortsætter

Faktisk mener han, at der skulle være sket noget langt tidligere.

Total Energies burde således allerede i 2017 have informeret Energistyrelsen om, at selskabet benyttede sig af rutineflaring fra Gorm-feltet, mener ministeren. Imidlertid blev myndigheden først opmærksom på problemet i april 2021. Det skete i forbindelse med et tilsyn.  

Alligevel ville Dan Jørgensen ikke svare på, hvorfor Total Energies endnu ikke har sat en stopper for den omstridte praksis. Det spurgte Alternativets politiske ordfører, Torsten Gejl, ellers ind til ad flere omgange.

Det var også Torsten Gejl, som havde indkaldt til samrådet onsdag. Her ville ordføreren især gerne vide, hvorfor praksissen ikke blev stoppet umiddelbart efter, at Energistyrelsen i november gjorde olieselskabet opmærksom på, at fortsat rutineflaring ikke ville være "i overensstemmelse med forudsætningerne i de gældende godkendelser efter UGL (undergrundsloven, red.) § 10 og produktionsfastsættelse efter § 15."

"Jeg kan ikke redegøre for de tekniske problemer, som Total Energies er løbet ind i derude. Men jeg kan sige, at jeg er glad for, at styrelsen har taget sin myndighedsopgave alvorligt og sagt (til Total Energies, red.), at de skal rette op," svarede ministeren, før han tilføjede, at styrelsen efter hans opfattelse har lagt "et vist pres" på olieselskabet.

Skulle have været implementeret i 1976

Hverken Alternativet eller SF bakkede op om denne udlægning.

Signe Munk, SF's klimaordfører, spurgte eksempelvis ministeren, hvad der mon ville være sket, hvis ikke EnergiWatch havde søgt aktindsigt i sagen. Hun ville samtidig vide, om der er andre selskaber, som benytter rutineflaring i Nordsøen.

Det sidste afviste ministeren, mens han til det første svarede, at han ved at sikre en klarere lovgivning vil undgå, at praksissen i hvert fald fremadrettet kan finde sted.

"I det her tilfælde burde man have handlet helt tilbage i 1976, da man lavede aftalen (den første Nordsøaftale, red.). Det gjorde man så ikke. Men det gør vi nu," svarede Dan Jørgensen.

"I designet af forbuddet kigger vi bl.a. på, hvordan forbuddet kan håndtere midlertidigt opståede nedbrud - det kunne vedrøre kritisk udstyr, forbuddets rækkevidde i en situation, hvor rutineflaring skal vejes op imod det at skulle stoppe produktionen i Nordsøen, sammenhængen med Verdensbankens initiativ, Zero Routine Flaring By 2030, og de generelt accepterede definitioner af flaring," forklarede ministeren også.

Ministerens embedsværk er allerede gået i gang med at undersøge, hvorvidt et nationalt forbud eller et forbud i EU-regi vil give bedst mening, lod Dan Jørgensen forstå.

Med den kontinentale model henviste han til, at en ny EU-forordning fra Kommissionen efter ministeriets opfattelse lægger op til, at rutinemæssig flaring skal være ulovligt.

Det er klart, at der nok er en række ret komplicerede tekniske udfordringer forbundet med det her. Men det er bare ikke en undskyldning for ikke at gøre noget ved det.

Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister (S)

Ingen undskyldninger

Et nationalt forbud vil bl.a. skulle tage hensyn til Nordsøaftalen fra 1976 og den såkaldte kompensationsaftale fra 2003. Dan Jørgensens embedsapparat har desuden allerede fortalt ministeren, at et forbud via EU kan vise sig at være den bedste og hurtigste løsning.

Ministeren understregede, at begge muligheder er på bordet. Han fortalte også, at han inden sommerferien vil fremlægge konkrete løsninger for et forbud til forligskredsen bag den seneste nordsøaftale.

"Det er klart, at der nok er en række ret komplicerede tekniske udfordringer forbundet med det her. Men det er bare ikke en undskyldning for ikke at gøre noget ved det," sagde ministeren.

"Vi skal undgå at komme til at stå i en lignende situation senere. Derfor vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at sikre en langsigtet løsning," lød det også.

Ifølge Dan Jørgensen har Total Energies oplyst, at selskabet senere på måneden vil fremlægge en plan for at imødegå udfordringerne på Gorm.

Sker det ikke, har Energistyrelsen mulighed for at sanktionere selskabet med påbud eller ved at sætte et loft over den tilladte flaring, fastslog klimaministeren.

 

Læs mere om sagen herunder:

Oliekæmpe gør klar til brandslukning i dansk flaring-sag 

Politisk ordfører: "Det ser ud som om, at Total Energies bare har fået lov at afbrænde 100.000 ton CO2" 

Regeringen "arbejder intenst" for et forbud imod rutinemæssig flaring 

Overblik: Derfor skal klimaministeren i samråd om flaring onsdag eftermiddag

Så stor er klimabelastningen i flaring-sagen 

Oliespecialist efter afsløringer: Et dansk flaring-forbud kan sagtens være fornuftigt

Frie Grønne presser klimaministeren i flaring-sag 

Minister vil præsentere konkrete initiativer for at stoppe rutineflaring i Nordsøen

Oliegigant lader hundredvis af danske tønder olieækvivalenter gå op i røg hver dag

Klimaminister lover handling efter sag om gasafbrænding i Nordsøen

Politikere over hele linjen åbner for dansk forbud mod rutineflaring efter afsløring i Nordsøen

Danmarks største olieselskab brænder bevidst store mængder gas af i Nordsøen 

Mere fra EnergiWatch

Udkast til el-loft vækker utilfredshed

Den foreløbige udmøntning af el-loftet, som Energi- og Skatteministeriet har arbejdet på, mens Danmark har ventet på en ny regering, er diskriminerende og har mangler, mener man hos Dansk Erhverv.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs