EnergiWatch

Olieindustrien kaster hede blikke efter Ørsteds grønne succes

Udsigten til plus på både det grønne image og bundlinjen skaber stigende interesse hos de store olieselskaber for at gå på hugst i havvindindustrien, og med enorme investeringsbudgetter har de muligheden for helt at tage over. Foreløbig udbygger Ørsted dog sin dominans.

Foto: Equinor

Hvad har Statoil, Canadian International Oil Corporation og Dong Energy til fælles? At ingen af dem eksisterer længere.

Eller i hvert fald lystrer de ikke længere de navne. Nu kalder de sig i stedet Equinor, Hammerhead Resources og Ørsted og er blandt de adskillige energiselskaber, der inden for de seneste år har skrubbet enhver reference til gas, olie eller for den sags skyld kul ud af logoet.

Det tidligere Dansk Olie og Naturgas er dog det eneste af dem, der – næsten – har taget skridtet fuldt ud og forladt de fossile brændsler. Med frasalget af sine olie- og gasfelter i 2017 gik selskabet fra at være en lille fisk i en stor oliepøl til at være den største fisk i havvindmølledammen.

Står bag hver sjette havmølle

I 2018 stod Ørsted bag mere end hver tredje nye havvindmølle i Europa. Mens omkring en sjettedel af verdens samlede bestand af havmøller uden for Kina er ejet af det danske energiselskab, der også er med helt fremme på nye markeder som USA, Taiwan og Japan.

Sidste års overskud på mere end 18 mia. kr. vidner om, at havvind handler om langt mere end et grønt image. Det har en ny type konkurrenter imidlertid også fået øjnene op for: Ørsteds gamle kollegaer i olieindustrien.

Hidtil har havvind primært været domineret af selskaber inden for Ørsteds anden kerneforretning, elforsyning. Til en vis grad er det udtryk for tilfældigheder, men måske skyldes det også, at den type selskaber er vant til at håndtere projekter med relativt lave såvel afkast som risici. Omvendt har olieselskaber historisk være mest interesseret i høje afkast og risici.

Men kombinationen af, at stadig flere kritiske aktionærer i selskaberne kræver øgede klimahensyn, og at ledelserne selv både kan se konturen af gevinster på kort bane og mulig omstilling af forretningen på sigt, har fået især de store europæiske olieselskaber til at øge interessen for grøn energi til søs.

Equinor har allerede været med til at opføre flere havvindmølleparker og er blandt de fremmeste aktører i den gryende teknologi med flydende havmøller. Shell lufter ligeledes sine ambitioner på området over det meste af verden. Mens en anden af oliens supermajors, Total, i sidste uge meldte sin entre med intentionen om at byde på et fransk projekt. I øvrigt i partnerskab med Ørsted.

Oliepengenes omkalfatring

I december fik branchen et sigende indblik i olieindustriens interesse. I en amerikansk auktion over tre licenser – det vil sige tidsbegrænset leje af et mindre havareal, hvor der måske kan vindes ret til at bygge en havvindmøllepark – var der først hammerslag ved 900 mio. kr. per licens. To af dem gik til Equinor og Shell, mens forsyningsselskaberne for længst havde opgivet ævred. Da de samme områder blev forsøgt bortauktioneret fem år forinden indløb der i øvrigt ikke et eneste bud.

Det er forståeligt, hvis resultatet gav Ørsted lidt nervøse trækninger. For skåret ind til benet består en god projektudvikler i havvindindustrien af to elementer; tilstrækkelig kapital til at foretage de milliardstore investeringer og dygtige medarbejdere til at eksekvere dem på bedste vis.

Pengene har olieselskaberne i så rigt mål, at der nok skulle være til at tilkøbe ekspertisen. Eventuelt i et dansk energiselskabs stab. For selv om det vakte opsigt herhjemme, da Ørsted i november annoncerede, at det ville investere 200 mia. kr. frem mod 2025, så er beløbet relativt beskedent sammenlignet med olieindustrien: Exxonmobil vil f.eks. også investere 200 milliarder i samme periode – deres er blot i dollar.

Foreløbigt har Ørsted dog liden grund til sortsyn. Trods den stigende interesse for havvind og paroler om øget bæredygtighed er det ikke just, fordi de store olieselskaber planlægger at gå danskerne i bedene om at omlægge helt fra sort til grønt. Ingen af selskaberne har afsat mere end få procent af deres investeringsbudget til vedvarende energi.

De procent skal så igen fordeles på sol, elbilstandere, energilagring og de øvrige teknologier, selskaberne også har udvist interesse for. Mens olieselskaberne hidtil har haft begrænset succes med at vinde de udbud af havvind, de så har deltaget i.

Mere end Ørsted

Skulle Ørsted af den ene eller anden grund pludselig ophøre med at eksistere – af gavn og ikke kun navn, forstås – vil det dog ikke betyde, at danske virksomheder har udspillet deres rolle i havvindindustrien.

Dels er der naturligvis de store og delvist danske producenter af havvindmøllerne, MHI Vestas og Siemens Gamesa. Derunder er et væld af danske underleverandører, der i stigende grad også rejser ud og ofte etablerer joint ventures med lokale industriselskaber for at blive en del af industrien på fjerne markeder.

Derudover har energiselskabets pionerskab også sat sine spor. Mest tydeligt hos PensionDanmarks fondsselskab Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der med en række tidligere Ørsted-bosser i spidsen på få år er vokset til at være en af industriens største projektudviklere. Men også hos den myriade af danske konsulentvirksomheder og rådgivere, der ofte har Ørsted på CV’et.

Havvind version 2.0

Endelig er der i skyggen begyndt at vokse en ny type aktører frem. Selskaber, der måske ikke inviteres til at holde indlæg ved konferencer om klimaforandringer, men mest af alt er købmænd i en industri, der nok er ny og eksotisk mange steder i verden, men som i Danmark har næsten 30 år på bagen.

Sidste år gik den danske projektudvikler European Energy eksempelvis ind i industrien med købet af Sprogø Havmøllepark. Syv møller, der blev opført under stor bevågenhed for 10 år siden som reklamesøjler for klimatopmødet COP15 i København, men som konstant har givet tab. Det vil den nye ejer ændre på ved at skære al unødigt fedt bort, før planen er at gå videre med køb af større projekter, der også er løbet tør for statsstøtte.

For både for klimaet og økonomiens skyld skal havvindindustrien – uagtet konkurrencesituationen – kunne holde værdien også på sigt, hvis den skal have en eksistensberettigelse.

Ørsted smed hurtigt håndklædet i havauktion

Olieindustrien køber sig ind i USA's havvind for milliarder

Ørsted får mere oliekonkurrence i USA

Olie-topchef: Ørsted er ikke bedre til havvind end os

Vestjyder napper ordre fra MHI Vestas

Danske ingeniører får havvindkontrakt i USA

Guldfuglene er vokset fra reden

Mere fra EnergiWatch

Olieselskabernes fremgang breder sig kun langsomt til drilling

Olieselskaberne vejrer morgenluft med stigende oliepriser, men deres lyst til at investere er behersket. Derfor må den kriseramte drilling-sektor indstille sig på at vente på bedring i aktivitetetsniveauet, vurderer to aktieanalytikere over for ShippingWatch.

Brancheorganisationer hylder opgøret med hockeystaven

Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk Fjernvarme er glade for, at regeringens hockeystav er lagt tilbage på hylden med et ambitiøst delmål på en CO2-reduktion på 50-54 pct. i 2025. Nu skal rammevilkårerne komme på plads, så selskaberne kan trække i arbejdstøjet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs