Fjernvarme Fyn tager næste skridt i projekt med CO2-fangstanlæg

Fjernvarme Fyn har tegnet kontrakt med rådgiveren COWI til etablering af et anlæg for fangst og håndtering af CO2.
CO2-fangstanlægget skal kunne opsamle omkring 90 pct. af den CO2, der stiger op af skorstenen på affaldsforbrændingen.
CO2-fangstanlægget skal kunne opsamle omkring 90 pct. af den CO2, der stiger op af skorstenen på affaldsforbrændingen.

Fjernvarme Fyn arbejder på at etablere et stort CO2-fangstanlæg på sit affaldsenergianlæg, og nu er visualisering kommet et vigtigt skridt nærmere virklighed.

Fjernvarme Fyn har netop underskrevet en kontrakt med den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI som teknisk rådgiver og arkitekt på projektet.

Det skriver fjernvarmen i en pressemeddelelse.

CO2-fangstanlægget skal kunne opsamle omkring 90 pct. af den CO2, der stiger op af skorstenen på affaldsforbrændingen. 

”Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en omfattende opgave at blive klimaneutral frem mod 2030. Her spiller fangst af CO2 en nøglerolle for Fjernvarme Fyn og Odense,” udtaler udviklingschef Kim Winther fra Fjernvarme Fyn i en meddelelse og fortsætter:

”Heldigvis kører hele projektet fuldstændigt efter planen, og sammen med COWI er vi sikre på, at vi ved fælles hjælp kan bygge et anlæg, der bidrager til at gøre borgernes energiforsyning CO2-neutral uden at gå på kompromis med forsyningssikkerhed eller fjernvarmens konkurrencedygtighed.”

Ifølge de foreløbige beregninger vil det være muligt at fange cirka 280.000 ton CO2 på Fjernvarme Fyns affaldsanlæg årligt. Efter planen skal fangstanlægget gå i kommerciel drift i 2029.

Aftalen omfatter at COWI leverer teknisk og ledelsesmæssig rådgivning og bistand i forbindelse med design, konstruktion, opførelse og idriftsættelse af CO2-fangstanlægget. Derudover står arkitektfirmaet Arkitema, som er en del af COWI-koncernen, for layout og arkitektur af anlægget.

Det nye anlæg skal bidrage til Odense Kommunes mål om at være CO2-neutral i 2030. 

Nu arbejdes der med leverandør-dialog, forberedelse af udbud og myndighedsgodkendelse. Den endelige investeringsbeslutning forventes medio 2025, oplyser Fjernvarme Fyn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også