Debat: Prisloft på fjernvarme giver ikke lavere varmepriser

Det er en udbredt misforståelse, at det netop udmeldte prisloft på fjernvarme er lig lavere varmepriser for kunderne, lyder det fra Fors, der leverer varme i tre kommuner.
Foto: Pr
Foto: Pr

Da der i går den 1. juli 2024 blev indgået en bred politisk aftale på fjernvarmeområdet, var det ifølge aftaleparterne med ambitionen om øget forbrugerbeskyttelse og bedre vilkår for fjernvarmeudrulningen ved bl.a. at indføre et prisloft på fjernvarme.

Det skriver programleder for fjernvarme i Fors, Camilla Hay i dette debatindlæg.

For nuværende og potentielle fjernvarmekunder breder sig nu en misforståelse af, at prisloftet kommer til at betyde lavere varmepriser, og at fjernvarmeselskaberne – heriblandt Fors – kommer til at justere taksterne i aktuelle og kommende fjernvarmeprojekter.

Desværre kommer effekten af prisloftet formentlig til at være stik modsat. Fors drives, som alle fjernvarmeselskaber, efter hvile-i-sig-selv-princippet. Vi må ikke danne hverken over- eller underskud, hvilket i praksis betyder, at vores varmepriser afspejler omkostningerne ved varmeproduktionen. Hvis prisloftet er lavere end varmeprisen, dannes der underskud.

Prisloftet kommer til at betyde, at endnu flere planlagte fjernvarmeprojekter ikke realiseres, hvilket ultimativt også kan stille varmekunderne både dårligere og dyrere, da deres muligheder for en alternativ varmeløsning indskrænkes. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvordan den nye aftale reelt skal være en gevinst for hverken forbrugerne eller den grønne omstilling.

Fors tager udmeldingen til efterretning og afventer nærmere information fra aftaleparterne om prisloftets størrelse og de nærmere vilkår herfor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også