"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Debatten om kinesiske vindmøller raser og socialdemokratisk politiker i Europaparlamentet ser told på kinesiske vindmøller som en mulighed - ganske som den der er på vej mod landets elbiler.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

”Vi står overfor en stor risiko for, at de vil udkonkurrere de europæiske virksomheder.”

Sådan lyder det fra Niels Fuglsang, socialdemokrat og medlem af Europaparlamentet. Hans udtalelse falder til EnergiWatch efter kinesiske vindmøller med stor sandsynlighed kan være på vej ind på det europæiske vindmarked i form af et tysk havvindprojekt - finansieret af en kapitalfond.

”Jeg ser told på kinesiske vindmøller som en mulighed, ganske som den, der er på vej på kinesiske elbiler,” siger Niels Fuglsang.

Han henviser til, at EU-Kommissionen er ved at granske, hvorvidt kinesiske vindmøllefabrikanter modtager statsstøtte og på anden måde agerer under vilkår, der er skævvredet fra den frie konkurrence.

Det er han sikker på finder sted, siger han til EnergiWatch. 

”Jeg er sikker på, at Kina bestemt ikke vil bryde sig om sådan en told, men vi er nødt til at sikre, at vores europæiske virksomheder indenfor den grønne industri ikke udkonkurreres,” siger han.

”Vi vil gerne handle med Kina, men det skal ske på fair og lige vilkår,” siger han.

Ikke det samme

Men USA giver statsstøtte i form af sin inflationspakke og samme tiltag er i gang blandt en række EU-lande - der i blandt Danmark. Er det ikke det samme?

”Der er støtteordninger i EU i dag, men de er intet at regne for den støtte, de kinesiske producenter modtager,” siger han.

Men man kunne vel også sige, at de billige vindmølle fra Kina gør, at vi kan gennemføre den grønne omstilling her til en lavere pris?

”Ja, det kunne man sikkert godt, men det vil kun være en kortsigtet gevinst. På den lange bane risikerer vi, at resultatet bliver, at vi mister arbejdspladser, produktion og virksomheder i Europa, hvis vi ikke gør noget,” siger Niels Fuglsang.

EU er gået videre med planerne om at lægge midlertidig ekstratold på elbiler fra Kina og hæve satserne til op mod 48 pct, skrev Bloomberg News tidligere i dag.

Planen er, at lægge yderligere told på tre kinesiske elbil-producenter, som er blevet set efter i sømmene i forbindelse med undersøgelse for statsstøtte. Det gælder SAIC Motor, der vil få lagt ekstra 37,6 pct. oven i den eksisterende told på 10 pct.

Volvos moderselskab Geely og BYD slipper med ekstra told på 19,9 pct. og 17,4 pct, skrev MaretWire tidligere i dag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu