Ørsted: Skuffende at tabe i USA - men der er mange muligheder endnu

"Vi havde prøvet at positionere os til ikke bare at blive 'firstmover' i at gøre entré på det amerikanske marked og en frontløber i udviklingen af kapacitet - men også til at være en frontløber i at udbygge kapacitet i en større skala," forklarer en skuffet havvind-drektør hos Ørsted, Martin Neubert, efter nederlag i det blomstrende amerikanske marked.
Foto: London Array
Foto: London Array
RITZAU FINANS

Det var skuffende for danske Ørsted, da energiselskabet i slutningen af maj som den eneste projektudvikler måtte gå tomhændet hjem efter en auktionsrunde for havvind i den amerikanske stat Massachusetts.

Flere gange har ledelsen betegnet USA som et nyt potentielt vækstmarked for det danske selskab, som derfor arbejdede hårdt for at få fodfæste i landet på den anden side af Atlanten.

I de første tre stater i USA er projekterne i stedet gået til konkurrenterne, men det betyder ikke, at der ikke længere er gode muligheder for at komme ind på markedet for Ørsted. Sådan lyder det fra Martin Neubert, der er koncerndirektør for havvindforretningen hos den danske energikoncern.

"Vi havde prøvet at positionere os til ikke bare at blive "firstmover" i at gøre entré på det amerikanske marked og en frontløber i udviklingen af kapacitet - men også til at være en frontløber i at udbygge kapacitet i en større skala. Udfaldet i Massachusetts var skuffende for os. De præcise forhold og priser er ikke offentliggjort endnu, så det er for tidligt at sige noget mere specifikt om det. Vi tabte, så vi havde en højere pris end de andre, men vi ved ikke, om det er en pris, som vi vil fortryde, at vi tabte med, eller om de andre vandt til en pris, som vi ikke ville vinde med," siger Martin Neubert til Ritzau Finans.

Han henviser til, at konkurrenterne gik videre til kontraktforhandlingerne efter auktionsrunderne, og derfor kendes afregningsprisen for de konkurrerende projekter først, når der er sat en underskrift på den endelige aftale.

Stadig flere muligheder i USA

I løbet af den seneste måned har de amerikanske østkyststater Massachusetts, Rhode Island og Connecticut udvalgt de selskaber, som de i første omgang ønsker skal opføre havvindmølleprojekter ud for østkysten.

Den første afgørelse kom i Massachusetts, og her overraskede Rhode Island ved også at udpege en udvikler fra den pulje. Den seneste auktion blev afholdt i Connecticut, og her var det muligt at indgive bud, der var betingede af resultatet i de to førnævnte stater. Begge Ørsteds konkurrenter, Deepwater Wind og Vineyard Wind, havde allerede vundet kapacitet, og derfor havde de en fordel.

Men det betyder ikke, at håbet er ude for den danske energikoncern, og ifølge direktøren vil der komme masser af nye muligheder for at få fodfæste på det amerikanske marked inden for det næste år til halvandet.

"Hvis vi kan lande i USA inden for de næste 12 til 18 måneder med et storskala havvindprojekt, så er vi ikke ude, og vi vil stadig være blandt 'firstmoverne.' Jeg ser ikke, at vi har en konkurrencemæssig ulempe, fordi vi ikke vandt kapacitet i den første auktion," siger Martin Neubert.

Skal vælge de bedste muligheder

Han understreger, at der i den nævnte periode vil være "et sundt og åbent vindue" for at komme ind på markedet. Han venter blandt andet, at der kommer en runde for havvind i både New Jersey og New York i år, mens Massachusetts ventes at sætte gang i en ny runde i løbet af 2019.

"Hvis vi ikke kommer til at vinde i løbet af de næste 12 til 18 måneder, så vil det være et andet spil, men der er ikke kun en mulighed. Vi har fire eller fem muligheder, og vi skal være sikre på, at vi vælger de bedste," siger Martin Neubert,

I de tre foregående auktioner i USA er amerikanske Deepwater Wind og Vineyard Wind, der er et joint venture mellem danske Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables, løbet med sejrene. De to konkurrenter er gået videre til kontraktforhandlingerne i USA med en kapacitet på henholdsvis 600 megawatt og 800 megawatt fordelt over de tre stater.

Holder øje med konkurrenter

Ifølge Ørsteds direktør er det vigtigt at huske på konkurrenternes sejre, når der i fremtiden skal indgives bud i USA, men han vurderer også, at den danske energikoncern kan have en fordel, når det kommer til de områder (leases, red.), der kan tilbydes. Selskabet har lejet rettighederne til to havvindmølleområder ud for Massachusetts og New Jersey, og derudover er selskabet involveret i et projekt ved Virginia.

"De (konkurrenterne, red.) har begge en lease, og en del af de områder er optaget nu. De har stadig plads til mere, men de har formentligt brugt de bedste dele af områderne. Vi har leases i stor skala, som er meget attraktive," siger Martin Neubert.

Fredag fik Ørsted omvendt en god nyhed, da selskabet igen sejrede i Taiwan. Denne gang var det i den første prisauktion for havvind, og det sejren betyder, at det danske selskab nu har en samlet havvindsportefølje på 1820 megawatt i Taiwan.

Prisen på Taiwans havvind mere end halveret Ørsted får sejr i ny tildelingsrunde for havvind i Taiwan CIP-partner ser opbrud for havmølle-trend Analytiker: Ørsteds start på USA-eventyr sværere end håbet Ørsted: Connecticut-nederlag var ikke en overraskelse Amerikansk udbyder slår CIP og Ørsted i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også