Analytiker: Ørsteds start på USA-eventyr sværere end håbet

Konkurrenterne har nogle stordriftsfordele, som Ørsted ikke har, lyder det fra Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank.
Foto: PR Ørsted
Foto: PR Ørsted
AF RITZAU FINANS

Det danske energiselskab Ørsted måtte igen gå tomhændet fra en amerikansk udbudsrunde for havvind, da staten Connecticut onsdag aften annoncerede, at amerikanske Deepwater Wind i stedet var løbet med sejren.

Og det var ikke et overraskende udfald, at Ørsted igen måtte stå på sidelinjen ved denne auktion. Det skyldes, at de to konkurrenter i udbudsrunden begge kunne indregne stordriftsfordele og synergier fra andre kommende projekter i nabostater til Connecticut, og dermed havde de en bedre mulighed for at byde ind med mere aggressive priser.

"Man kunne godt forestille sig en lille skuffelse fra investorerne i dag, fordi der selvfølgelig var et spinkelt håb om, at Ørsted kunne få en mulighed i Connecticut og blive blandt de første i USA, men jeg tror, at langt de fleste investorer havde afskrevet det her projekt. Det bliver nok en behersket negativ kursreaktion, men uanset hvordan man vender og drejer det, er det ikke nogen god nyhed," siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans torsdag morgen efter afgørelsen.

Han understreger, at det i Connecticut var muligt for selskaberne at byde ind med bud, der var betingede af, hvorvidt de gik videre til kontraktforhandlingerne i nabostaterne Massachusetts og Rhode Island. Og ifølge analytikeren må man gå ud fra, at de betingede bud som udgangspunkt var skarpere end de ubetingede.

Start i USA sværere end håbet

Den mulighed havde Ørsteds to konkurrenter, mens det danske børsnoterede energiselskabs betingede bud ikke var med i opløbet i Connecticut - og dermed blev kun ét af selskabets bud taget i betragtning. Det skyldes, at Ørsted både har måttet se til fra sidelinjen ved annonceringen af resultaterne af runderne i Massachusetts og Rhode Island, som kom i slutningen af maj.

"Det understreger, at starten på USA-eventyret er blevet noget sværere, end man kunne have håbet på. Der er nogle betydelige fordele ved at være "firstmover" på et nyt marked og få en produktpipeline bygget op. Det sikrer den sigtbarhed og visibilitet for projektudviklerne, som gør, at de også kan byde mere aggressivt ind på de kommende auktioner," sagde Morten Imsgard til Ritzau Finans før resultatet i Connecticut blev offentliggjort.

"Fordi man ikke vandt i Massachusetts, er man oppe mod konkurrenter, der er gode, og som bliver endnu mere udfordrende, fordi de har nogle stordriftsfordele, de kan slå på," fortsatte han.

Amerikanske Deepwater Wind kunne onsdag aften fejre sin sejr i udbudsrunden i Connecticut, hvor selskabet nu er gået videre til kontraktforhandlingerne om opførelsen af et projekt på 200 megawatt (MW). I maj kunne Deepwater også fortælle, at staten Rhode Island havde udvalgt selskabet til at opføre en ny havvindmøllepark med en kapacitet på 400 MW.

Deepwater vandt i Rhode Island, samme dag som staten Massachusetts offentliggjorde resultatet fra statens første udbudsrunde fra havvind. Her løb Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables' konsortium, Vineyard Wind, med sejre, og buddet på at opføre 800 megawatt havvind gik videre til kontraktforhandlingerne.

Ørsted: Connecticut-nederlag var ikke en overraskelse 

Amerikansk udbyder slår CIP og Ørsted i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også