Ørsted får sejr i ny tildelingsrunde for havvind i Taiwan

Ørsted kan med den nye sejr tilslutte yderligere 920 megawatt havvind til elnettet. (Opdateret kl. 14.41)
Foto: Dong Energy
Foto: Dong Energy
AF RITZAU FINANS

Danske Ørsted har fredag haft succes i en auktion for havvindmøller i Taiwan, og det betyder, at energiselskabet nu har vundet retten til at opføre yderligere 920 megawatt havvind.

Det fremgår af en meddelelse fra det taiwanske energiministerium, som oplyser, at sejren gælder for to af selskabets Changhua-projekter. Det drejer sig om Ørsteds Changhua South West og Changhua North West-projekter.

Ørsted bekræfter i en meddelelse til fondsbørsen auktionssejren, som betyder, at det danske energiselskab nu har en samlet havvindsportefølje på 1820 megawatt.

"Efter et meget konkurrencepræget auktionsforløb er vi glade for at kunne tilføje yderligere værdiskabende kapacitet i Changhua. Dagens resultater er lovende for Taiwans omstilling til vedvarende energi."

"Resultatet af auktionen viser endnu engang, at når regeringer opstiller ambitiøse udbygningsmål og skaber stabile, gennemsigtige og gode rammevilkår, vil havvindindustrien levere resultater," siger Martin Neubert, der er direktør for Ørsteds vindforretning, i meddelelsen.

Næste skridt for Ørsted er at få etableringstilladelsen og indfødningstariffen på plads ved at indgå en elkøbsaftale med Taipower, fremgår det af meddelelsen. Energikoncernen ventes at sætte projekterne i 2025, hvis der træffes en endelig investeringsbeslutning.

Lavere afregningspris

Ørsted vandt de 337,1 megawatt med et bud på 2,5480 nytaiwanske dollar per kilowatt-time, mens de sidste 582,9 megawatt blev vundet med et bud på 2,5481 nytaiwanske dollar, fremgår det af meddelelsen fra energimyndighederne. Det svarer til omkring 0,07 euro per kilowatt-time.

I december sidste år offentliggjorde Taipower en standardafregningspris (feed-in-tariff, red.) for havvindprojekter, der løber over 20 år, på 5,8498 nytaiwanske dollar per kilowatt-time. Det svarer til omkring 0,17 euro per kilowatt-time, og det niveau gælder for kontrakter underskrevet i 2018. Ørsteds bud i prisauktionen er dermed en del under det niveau.

"De projekter, vi fik tildelt ved netallokeringen i april, og som havde en højere indfødningstarif, vil fremme de investeringer, der er nødvendige for at etablere og udvikle en lokal forsyningskæde. Dette vil reducere omkostninger og risici for de projekter, vi har vundet i dag, i tiden frem mod vores endelige investeringsbeslutning i 2023."

"Teknologiske fremskridt, herunder større vindmøller, vil drive yderligere omkostningsreduktioner i branchen frem mod vores endelige investeringsbeslutning," skriver Ørsted i meddelelsen.

Standardafregningsprisen for 2019 annonceres i december i år, oplyser energiministeriet til Ritzau Finans.

Første prisauktion for havvind

Der var i alt mulighed for at vinde 1664 megawatt i tildelingsrunden, der er den anden af sin slags inden for de seneste måneder i Taiwan. Det bekræftede det taiwanske energiministerium over for Ritzau Finans, inden resultatet blev offentliggjort.

Der var dog en væsentlig forskel på kravene i de to runder. I denne runde blev der lagt vægt på prisen på elektricitet, mens udvælgelseskriterierne i den tidligere runde var både de tekniske og finansielle aspekter, mens udviklingerne samtidig skulle forpligte sig til at leve op til særlige industrielle og miljømæssige aspekter.

I slutningen af april tildelte de taiwanske myndigheder projekter med en samlet kapacitet på 3836 MW fordelt på 12 forskellige projekter, som skal være tilsluttet elnettet i 2020-2025. Her løb tyske WPD med den største sejr, da det vandt retten til at koble 1058 MW til elnettet, mens Ørsted kunne glæde sig over en andenplads og en tildeling på 900 MW.

Det danske energiselskabs i alt fire mulige projekter ved den taiwanske kyst ved Changhua County ventes at nå en samlet kapacitet på 2,4 gigawatt, og det er tidligere kommet frem, at Ørsted planlægger at installere mellem 218 og 301 vindmøller for at nå den mængde.

Energiselskabet, der tidligere var kendt som Dong Energy, har allerede indgået flere aftaler med lokale selskaber om udviklingen af projekterne i Taiwan, hvor koncernen allerede i 2016 annoncerede, at det ville etablere et kontor for at undersøge mulighederne for havvind.

I januar sidste år indgik selskabet desuden en aftale om at købe 35 pct. af det taiwanske havvindprojekt Formosa I ud for Maoli County fra den lokale udvikler Swancor Renewable. Det er det første havvindmølleprojekt i Taiwan, og i starten af juni oplyste Ørsted, at det nu har sikret sig finansiering til en større udvidelse af projektet.

Danske ingeniører får havvindkontrakt i USA

Ørsted sætter gang i Østdanmarks største biogasanlæg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også