Oliepriserne i højeste niveau i over to måneder efter fald i lagrene

Den geopolitiske situation og vejret understøtter oliepriserne, lyder det fra analytiker.
Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Et fald i de amerikanske olielagre har torsdag sendt oliepriserne i vejret trods en svækket efterspørgsel i Asien.

Torsdag aften handles den europæiske nordsøolie Brent til 87,44 dollar for en tønde mod 86,03 dollar onsdag klokken 17. Samtidig koster en tønde af den amerikanske WTI-olie 83,92 dollar mod 82,61 dollar onsdag eftermiddag.

For begges vedkommende er det det højeste niveau siden midten af april.

Den ugentlige opgørelse for de amerikanske olielagre viste onsdag et fald på 12 mio. tønder, hvilket var det største fald på én uge i næsten et år, skriver Bloomberg News.

Oliepriserne er siden juni steget nær 14 pct. efter at have ramt sin seneste bund i juni. Priserne understøttes af frivillige nedskæringer fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede, en forventning om en høj efterspørgsel på brændstof i sommerferien, fortsat geopolitiske spændinger og en optimistisk stemning i aktiemarkedet.

Omvendt har en svækket efterspørgsel i Kina lagt lidt låg på stigningerne.

”Geopolitik og vejret holder oliepriserne godt understøttet i 80’erne for nuværende,” skriver Citis analytiker Eric Lee om prisniveauet for oliepriserne i et notat ifølge Bloomberg News.

”Der er grund til at tro, at den nuværende styrke kan fortage sig baseret på det fysiske marked og signaler for efterspørgslen, også selv om der bør holdes nøje øje med orkaner,” fortsætter han.

I denne uge har orkanen Beryl begrænset olie- og gasproduktionen i Den Mexicanske Golf. Den har sidenhen passeret områder med borerigge uden skader.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også