EnergiWatch

Regeringen satsede på forlænget spilletid i 2020

Energiåret der gik: Efter et overraskende begivenhedsfattigt 2020 nåede den energipolitiske hockeystav et knæk mod slutningen af året. Der er dog endnu meget langt til sejren.

Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

2020 blev om noget et år, der føjede nye ord og begreber til den kollektive bevidsthed. Og ikke blot coronarelaterede. I september lancerede finansminister Nicolai Wammen eksempelvis utrykket "hockeystav" om den måde, regeringen planlægger at nå det bredt funderede mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030.

Analogien var ikke svær at forstå: I det første lange stykke tid skal kurven bevæge sig langsomt ned ad skaftet, før den til slut tager et drastisk knæk ud på stavens hoved.

Baggrunden for analogien er også ligetil: Den samlede effekt af de tiltag, regeringen har foretaget siden tiltrædelsen for halvandet år siden, er på 1,57 mio. ton CO2. Eller med andre ord snarere i størrelsesordenen af den regnefejl i udledningen fra landbrugsjord, DCA annoncerede forrige efterår, end en lige linje mod målet.

Ifølge eget skøn er regeringen gået fra at nå 42,2 til 44,9 pct. af de 70 pct. i 2025. Kort før jul satte energiministeren midtvejsmærket på 46-50 pct. Det vil i så fald kræve, at udledningen i årtiets anden halvdel årligt reduceres med mere end det dobbelte af, hvad der hidtil er nået.

Behersket glæde

Det er da heller ikke fordi regeringen har modtaget udelt ros for sine handlinger på klimaområdet. Eller som energiminister Dan Jørgensen noterede i måske lidt af et freudian slip, da han i november blev spurgt til kritikken af ambitionsniveauet i den såkaldte Grøn Skattereform #1.

"Jeg har endnu til gode at opleve det modsatte," lød det fra energiministeren.

Også i det største maskinrum bag klimaambitionerne har der været et stykke mellem de stående ovationer over handlekraften. For mens energiindustrien har glædet sig over at have en minister med tæft for at profilere blandt andet den danske indsats internationalt, så har glæden over, hvad der er udrettet på hjemmefronten været noget mere behersket.

For nok vinder regeringens tiltro til fremtidige teknologiers klimaeffekt gehør mange steder. Ja, lige som kynikere kunne hævde, at regeringen udskyder problemet til en tid, hvor den ikke længere selv har ansvaret, kunne det ligefrem fremføres, at nogen i industrien slikker sig om munden ved udsigten til de subsidier, der kan blive nødvendige for at nå en reduktionsmæssig feberredning ved årtiets udgang. Men over det står dog ønsket om en klar retning.

Udbud mod udgangen

Energipolitisk var 2020 imidlertid også hockeystaven i komprimeret forstand.

For de mange første måneder af året var overraskende begivenhedsløse trods et væld af højtprofilerede udmeldinger. Forårets resultaterne fra Klimapartnerskaberne fes mestendels ud i coronaens lukkede land, sommerens klimaaftale indeholdt på den korte bane stort set kun en sænkelse af elvarmeafgiften, og efterårets klimaplan fra regeringen gav ikke mange pejlemærker.

Men i årets sidste måned tog begivenhedskurven et gevaldigt knæk.

Først med indgåelsen af en ny Nordsøaftale den 3. december. Efter med undren at have ventet på afgørelsen på den 8. udbudsrunde, regeringen arvede fra sin forgænger, kunne olieindustrien glæde sig over, at selv om dén blev droppet, så blev der lagt faste rammer for udvindingen de kommende tre årtier. Endda med fine muligheder for at øge produktionen.

Dagen efter kom vejtransportaftalen, der blev rost for at være mere ambitiøs end regeringens oprindelige udspil med et mål om 775.000 elbiler og ingen afgiftstigninger frem til 2030. Ugen efter blev der indgået den såkaldte grønne skattereform #1, der mest høstede akkolader fra landets største energiforbrugere og blev kritiseret for det fortsatte fravær af CO2-afgifter.

Herefter hastede politikerne videre for at forhandle elforsyningsloven igennem, mens årets sidste uger blandt andet også bød på en særordning for kommunale solcelleanlæg, den stærkt forsinkede pulje til forsøgsmøller og sågar en aftale om årets teknologineutrale udbud. Om end dette ikke som ellers aftalt i energiforliget fra 2018 nåede at blive afholdt i 2020.

Den populære forkortelse

Det er blot to år siden, at de teknologineutrale udbud blev indført med betydeligt balfaldera. At de nu er gledet så meget i baggrunden, at udbuddet kun akkurat nåede at komme med til årskavalkaden – uden at det i øvrigt i nævneværdig grad har været bemærket fra nogen sider – antyder ikke kun, at beskæringen af puljerne og den generelle udvikling har gjort dem mindre aktuelle. Men også skiftet i det politiske fokus.

For på et område har hele 2020 været ganske begivenhedsrigt: Energiøerne og den PTX, der formentlig har gjort Covid-19 rangen stridig som årets mest omtalte forkortelse.

Selv i et så langtrukket år som 2020 kan det synes surrealistisk, at det kun er godt et år siden, at selve konceptet omkring energiøer blev hævet op fra systemoperatørernes sfære for fremtidige visioner, da Ørsted gav udtryk for, at en ø ville være en god idé. Nu er der vedtaget etablering af to øer udstyret med havvind på 5-6 GW og tanker om ledsagende power-to-x i stor skala inden 2030.

Siden sommerens vedtagelse er der sat gang i adskillige screeninger og undersøgelser. I et tempo, der må gøre enhver, der har søgt om lov til at bygge et redskabsskur i baghaven, grøn af misundelse. At det er et område, der har ministerens interesse, indikeres af, at mere end hver fjerde af årets pressemeddelelser i kategorien for energi og råstoffer har handlet om energiøer.

PTX-strategi i slutningen af 2021

Når det kommer til den lange bane, bidrager øerne dog ikke med meget til ønskede knæk i hockeystaven. Ikke kun fordi de først skal i drift, når 2030-målet er på vej i forlænget spilletid, men også den danske elforsyning allerede flere år forinden vil være teknisk set co2-neutral.

Hvis det på sigt skal have en effekt på det danske CO2-regnskab, kræver det ledsagelse af den power-to-x, der selvfølgelig vil være lige så tilfreds med at blive produceret af selv landbaseret vedvarende energi. Hvordan PTX-strategien skal se ud er dog – i lighed med mange andre spørgsmål fra kystnære havmøller, fjernvarmeregulering, elektrificeringsstrategi og yderligere skattereformer – et spørgsmål, der først får svar i det nye år.

Ifølge de hidtidige udmeldinger skal industrien endda belave sig på, at det først bliver i slutningen af 2021, at en PTX-strategi ventes præsenteret. Så måske er pucken givet op til, at også det kommende år udformer sig som en energipolitisk hockeystav.

Forsinket udbud retter op på misere

Regeringen foreslår klimamål under støttepartiers smertegrænse

Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion

Ørsted overrasket over hurtig brintudvikling

Bredt flertal lander politisk aftale om biobrændstoffer

Regeringens energiøer vil hæve prisen for havvind med milliarder

Klimarådet efterlyser samlet plan for reduktion frem mod 2030

Regeringens klimaprogram bekymrer Dansk Energi

Regeringens strategi for CO2-lagring møder kritik for at være for langsom

Ørsteds brintplan kræver mere havvind end regeringen vil levere med sin energiø

Klimarådet kræver mere af regeringen

Regeringen vil bygge to energiøer

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs