Nordjyder gør Danmark Tesla-klar

Kundelisten hos Aalborg-baserede Intego omfatter normalt lokale og regionale energiselskaber, men en ny storkunde har gjort sit indtog i amerikanske Tesla.
Den amerikanske elbilproducent, der marcherer massivt frem flere steder i verden - og på børsen - har nemlig bedt Intego installere en række ladestationer på tværs af Danmark.
Foreløbig er de første tre stationer klar i Randers, Middelfart og Hjørring, mens den første på Sjælland er på trapperne. Hver station har otte såkaldte superchargers, der er i stand til at oplade en Model S til 80 pct. på en halv time.
Arbejdet har været i gang siden årsskiftet.
Fra Nordnorge til Sydfrankrig inden for et år
Det er endnu ikke afgjort, i hvert fald ikke offentligt, hvor mange ladestationer, der skal opføres på tværs af landet. Tesla fortæller dog på deres hjemmeside, at står omkring fire-fem stykker klar i Danmark til vinter.
Tesla har lige nu 57 ladestationer i Europa. Særligt de oliesvulmende nordmænd trækker læsset med en stor kærlighed til elbilen, som er topsælger i Norge, og det har sat gang i udrulningen af hurtigladere i det lange land.
Tesla slår alle rekorder i Norge
I Danmark er opladningen gratis for Tesla-ejerne, der inden for et år vil kunne køre fra Nordnorge til Sydfrankrig.
Se hvor Tesla planlægger at udrulle stationer her.
Danskerne også sultne efter elbilen
Det har været muligt at skrive sig op til Model S, der har en rækkevidde på 500 kilometer, fra 2009. Prisen er i den tunge ende trods store afgiftsfordele. Danskerne skal betale 567.000 kr. for den billigste model og op til 854.000 kr. for den dyreste.
Selskabet har dog barslet med en ny model, der skal halvere prisen.
I 2012 blev der solgt 527 elbiler i Danmark, og interessen er vokset siden. Fra årsskiftet til starten af august i år var der solgt 670 elbiler mod 511 i hele 2013.
Rettelse: Det fremgik af artiklen, at der i 2012 blev solgt 527 Tesla Model S i 2012, men det er forkert. 527 er det samlede antal solgte elbiler i 2012.
Tesla halverer prisen med ny model
Tesla skifter gear: Vil øge produktion med 25 pct.
Elbilbranche kræver svar om afgift på finanslov
Tesla sætter japansk strøm til giga-fabrik
Elbilssalg gasser op i ny europæisk rekord