Analytiker: Konkurrentprognose rammer ikke nødvendigvis Vestas

Vestas ser ikke ud til som Siemens Gamesa at blive negativt ramt på forventningerne til næste års salgsmiks. Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.
Foto: Sydbank PR
Foto: Sydbank PR
AF RITZAU FINANS

En skuffende prognose for næste år fra konkurrenten Siemens Gamesa smitter også af på investorernes syn på Vestas-aktien tirsdag formiddag.

Siemens Gamesa-aktien falder 13,8 pct., mens Vestas' aktien dykker 4,2 pct.

Den tysk-spanske vindmølleproducent kalder selv 2020 for et overgangsår, og selskabet fortæller, at en række faktorer fortsat vil påvirke vindindustrien på kort sigt.

Næste år venter Siemens Gamesa en omsætning i niveauet 10.200-10.600 mio. euro og en overskudsgrad, EBIT-margin, i intervallet 5,5-7 pct.

Overskudsgraden ses lavere end niveauet på 7,1 pct. for 2019, og samtidig ligger det også under vindmølleproducentens langsigtede forventninger om en overskudsgrad mellem 8-10 pct. fra 2022.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, skyldes det især ændringer i det forventede salgsmiks næste år - og det er ikke noget, der ser ud til også at skulle ramme Vestas.

"Det handler om, at Siemens Gamesa får væsentligt mindre havvind i deres salgsmiks i 2020, og det er der, selskabet har de gode marginer. Så det koster på den front," siger han og fortsætter:

"Derudover får de mere Indien, Kina og USA i deres salgsmiks i landvindforretning, hvor de har været vant til at være tunge i Europa, hvor indtjeningsmarginalerne har været bedre. Det handler om salgsmikset, og det kan jeg ikke se reflektere sig i Vestas."

Flere faktorer fører til lavere margin-forventning

I en præsentation i forbindelse med regnskabet skriver Siemens Gamesa selv, at den lavere margin-forventning reflekterer den igangværende "overgang" i industrien, udviklingen hos selskabet selv og ekstern modvind.

Mere konkret nævner Siemens Gamesa både udviklingen i omsætningsmikset, regionale faktorer, en fortsat prisstabilisering på landvind, priskonkurrence på havvind, brexit-usikkerhed, udviklingen i efterspørgslen på den korte bane og omkostningsinflation som faktorer, der har en betydning for forventningerne til næste år.

Flere faktorer kan dog ramme Vestas, men Sydbanks aktieanalytiker vurderer, at det allerede er indregnet i forventningerne til den danske vindmølleproducent.

"Der nævnes fortsat, at der er pres på forsyningskæden, og der opleves også udfodringer nogle steder på tarif-siden. Det er også noget, der påvirker Vestas, men det er ikke mere, end vi i forvejen vidste, at det skulle påvirke," siger Jacob Pedersen.

"Siemens Gamesas svage forventning til EBIT-marginen i 2020 skyldes især nogle ting, der er specifikke for selskabet. Jeg ser ikke, at det rammer Vestas, fortsætter analytikeren, der har en købsanbefaling for Vestas-aktien," lyder det også.

Prisstabiliseringen er fortsat i gang

Siemens Gamesa skriver i en pressemeddelelse tirsdag morgen, at prispres påvirker vindindustriens marginer og tynger producenternes afkast, på trods af at der ellers er stærke udsigter for udviklingen i industrien.

Det betyder dog ikke, at prispresset, som har været et af hovedtemaerne inden for landvind de seneste år, er taget markant til.

I en præsentation i forbindelse med årsregnskabet skriver Siemens Gamesa nemlig, at der fortsat er en prisstabilisering i gang på markedet for landvind.

Her fremgår det, at de gennemsnitlige salgspriser for ordreindtaget inden for landvind lød på 0,73 mio. euro per megawatt i hele 2019, hvilket svarer til et lille fald på 0,1 pct. fra 2018.

Til sammenligning faldt de gennemsnitlige salgspriser hos Siemens Gamesa i segmentet med 9,5 pct. fra 2017 til 2018.

I fjerde kvartal af selskabets skæve regnskabsår specifikt faldt de gennemsnitslige salgspriser til 0,71 mio. euro per megawatt fra 0,8 mio. euro i tredje kvartal - og 0,75 mio. euro i fjerde kvartal året før.

Ifølge Siemens Gamesa var prisfaldet i fjerde kvartal særligt drevet af et anderledes regionalt miks, hvor lande i Asien-Stillehavet - især Indien og Kina - stod for en markant større del af det samlede ordreindtag.

Hvis ordreindtaget i Kina fraregnes, lød den gennemsnitlige salgspris per megawatt på 0,74 mio. euro i årets fjerde kvartal, fremgår det af præsentationen.

Ifølge Siemens Gamesa er havvindindustrien desuden ved at nå et "normaliseret" - men stadig attraktivt - niveau efter en periode med "ekstraordinært høje" marginer.

Den udvikling er drevet af priskonkurrence som følge af et skifte til auktionsdrevne-projekter, siger selskabets administrerende direktør, Markus Tacke, på en telekonference.

 

Siemens Gamesa fordobler indtjeningen  

Analytiker: Vestas ligger stadig svagt efter store amerikanske ordrer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også