Krydstogtskibe skal slukke motoren og tænde for strømmen

Fra 2021 skal krydstogtskibe, der lægger til kaj i København, forsynes med strøm. Målet er renere luft.
Foto: IMO
Foto: IMO
AF RITZAU

Når krydstogtskibe lægger til kaj ved Nordhavn i København fra 2021, kan de slukke dieselgeneratorerne og blive forsynet med strøm.

Det er planen, som Københavns Kommune, Copenhagen Malmø Port og By & Havn står bag.

Parterne har bevilget 4,5 millioner kroner til projektet. Målet er, at det såkaldte landstrømanlæg skal være klart i 2021.

"Københavnerne, også dem der bor tæt på havnen, har krav på at kunne trække vejret frit, uden at frygte for deres helbred," siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i en pressemeddelelse.

"Derfor tager vi nu sammen de afgørende skridt for at etablere landstrøm i Nordhavn og for at finde en model, så vi også får landstrøm på Langelinie," fortsætter han.

Problemet er, at krydstogtskibenes generatorer udleder partikler og gasser, der kan være skadelige for mennesker.

Forskere fra Aarhus Universitet har slået fast, at udstødningsgasserne fra krydstogtskibe i Københavns havn og Aarhus Havn overstiger grænseværdien for luftkvaliteten, når man kommer op i en højde på 25 meter.

Det kan især være et problem for de mennesker, der bosætter sig i højhuse nær havnemiljøerne.

Aarhus Havn undersøger for tiden mulighederne for ligeledes at etablere et landstrømanlæg.

I 2017 anløb 463 krydstogtskibe danske havne ifølge Danmarks Statistik. Københavns havn står for 70 procent af de besøgende krydstogtskibe.

Den næststørste havn er Aarhus Havn med otte procent af krydstogt-trafikken.

Derefter følger Rønne Havn med seks procent, mens resten fordeler sig på øvrige havne.

 

Batterifærger har halveret udslip på Øresund 

I 2020 skal Frederikshavn levere 150 ton LNG om dagen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også