Mærsk klar til salg af Angola-satsning

Mærsk har seriøse overvejelser omkring fremtiden for et af koncernens vigtigste oliefelter.
Foto: Maersk
Foto: Maersk
AF MORTEN JOHNSEN

En af A.P. Møller - Mærsks vigtigste satsninger inden for olie går en uvis fremtid i møde.

Jyllands-Posten erfarer fra flere centralt placerede kilder, at Mærsks olieforretning, Maersk Oil, reelt har skudt gang i en proces, der i sidste ende kan resultere i, at selskabet sælger en betydelig del af sine aktier i oliefeltet Chissonga i Angola.

Mærsk ejer 65 pct. af olieforretningen i Angola, mens de lokale myndigheder sidder på 15 pct. af oliefeltet.

Fra guldkalv til sort får

Men Maersk Oil har blandt andet med hjælp fra storbanken Goldman Sachs skudt gang i en grundig sondering af markedet, der meget vel kan resultere i, at man enten får en partner ind i selskaber eller forlader Angola.

Det mulige salg i Angola kommer, kort tid efter at Mærsk måtte foretage en smertefuld nedskrivning af sine brasilianske olieaktiviteter, ligesom hele selskabets olieben er under stort pres for at levere resultater.

Tid til store investeringer

Maersk Oil har siden 2008 brugt omkring 8 mia. kr. på prestigeprojektet med at klargøre det afrikanske oliefelt Chissonga, der rummer en række udfordringer bl.a. på grund af havdybden i området. Men nu er man kommet til en fase, hvor der for alvor skal skrues op for investeringer i Angola, hvis der skal komme en solid portion olie ud af feltet. Og det er netop i det lys, at Mærsk er ved at finde ud af, om man overhovedet vil bruge flere milliarder af egen lomme.

Maersk Oil åbner vigtigt marked for Rambøll

Flere analytikere hæfter sig da også ved, at Mærsk selv har sået tvivl om sin afrikanske oliejagt, ligesom hele Maersk Oil er i gang med en omfattende revurdering af strategien med henblik på at komme på rette spor, efter at forretningen i den grad er blevet ramt af udfordringer.

Smedegaard har spillet ud

"Mærsk er inde i en fase nu, hvor de enten skal bruge mange penge selv eller finde en partner til Angola. Usikkerheden i Angola illustrerer meget godt de problemer, der eksisterer i Maersk Oil," siger Mærsk-analytiker Dan Togo fra Handelsbanken.

Maersk Oil mærket af brasiliansk nedskrivning

Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen har selv åbnet op for et salg af Angola-aktiviteterne i forbindelse med halvårsregnskabet fra koncernen.

"Vi har en høj ejerandel i Angola, og det kunne være naturligt at reducere den på et tidspunkt," sagde han på en telekonference.

Adspurgt om udtalelserne ønsker Mærsk ikke at kommentere, men gør opmærksom på, at man anser Chissonga for at være et spændende projekt, som der ikke er planer om at sælge aktierne i.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også