Maersk Oil mærket af brasiliansk nedskrivning

Højere produktion og oliepriser løfter driftsindtjeningen hos Maersk Oil, der dog mærkes af massiv brasiliansk nedskrivning.
Foto: Maersk
Foto: Maersk

Maersk Oils regnskab for andet kvartal er helt som ventet præget af en massiv nedskrivning i Brasilien på 1,7 mia. dollar.

Det betyder, at bundlinjen lander på minus 1,4 mia. dollar, men ser man bort fra nedskrivningen, er der imidlertid - helt som analytikerne forventede - flere gode takter at spore.

Produktionen er steget fra 226.000 til 235.000 tønder år til år, og sammen med højere oliepriser løfter det indtjeningen.

Omsætningen er vokset fra 2.059 mio. dollar til 2.272, og driftsindtjeningen (EBITDA) er vokset fra 1.259 mio. dollar til 1.441 mio. dollar år til år. Efterforskningsaktiviteterne var imidlertid også på et væsentligt lavere niveau end i samme periode sidste år, hvilket betyder, at selskabet "kun" brugte 172 mio. dollar mod 380 mio. dollar sidste år på at finde kulbrinter.

"Maersk Oil har været gennem hårde tider, ikke som det eneste i oliebranchen, oliebranchen har haft det hårdt, men vi glæder os over, at vi er på rette vej. Vi har haft en meget fin periode med de planlagte nedlukninger, der betyder, at vi fortsat er på rette vej i forhold til at nå en produktion i år på 240.000 tønder om dagen i år. Det kører i den rigtige retning," siger Maersk-CEO Nils Smedegaard Andersen på en telekonference i forbindelse med regnskabet.

"Det vigtige er, at de store udbygningsprojekter fortsætter deres fremdrift. En ting er de to projekter, der skal åbne ved slutningen af det her år, men også ved de store, er der fremskridt med udbygningsplaner og indhentning af tilbud," siger Smedegaard.

Olieprisen er i øjeblikket faldet til omkring 100 dollar pr. tønde eller væsentligt under niveauet i første halvår. Nils Smedegaard Andersen fortæller, at selskabet har "lidt naturlig hedge på den korte bane".

"For hvis olieprisen falder, vil bunkerprisen også falde. Men i forecasts for andet halvår ligger vi omkring 108 dollar, og vi ligger under her i august," siger Maersks CEO med henvisning til den i øjeblikket lave oliepris.

Selskabet har i forbindelse med regnskabet løftet forventningerne til hele året, ligesom der er annonceret et aktietilbagekøbsprogram for i alt 5,6 mia. kr.

Maersk Oil i kæmpe brasiliansk nedskrivning

Olieprisen er nu under 100 dollar

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også