EnergiWatch

Regeringen stopper al olie- og gasjagt på land

Regeringen lukker for boring efter olie og gas på land og indre farvande. Ansøgning på Lolland-Falster afslås.

Energi-, forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Foto: Jeppe B. Nielsen

Årtiers forgæves jagt på indbringende olie- og gasforekomster på land i Danmark får nu en ende.

Regeringen meddeler onsdag, at den ikke længere vil give tilladelse til efterforskning og udvinding af olie og gas på land og i indre danske farvande.

Det betyder, at en omdiskuteret ansøgning fra det hollandske firma Nail Resources på Lolland-Falster vil blive afvist.

Sådan lyder det fra energi-, forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

"Regeringen sætter en historisk milepæl med beslutningen om at sætte en stopper for udvindings- og eftersøgningstilladelser på land og i de indre danske farvande i forhold til olie, gas og skifergas," siger han.

"Der har været meget, meget stor lokal modstand. Det har vi lyttet til. Vi forstår godt, at det giver frustrationer og mange overvejelser, når der pludselig skal bores i jorden."

Muligheden for en boring på Lolland-Falster har mødt kritik fra flere oppositionspolitikere og lokale kræfter.

Her har man frygtet, at udvindingen ville gå ud over miljøet.

Men lokale hensyn er ikke den eneste grund til stoppet, forklarer Lars Christian Lilleholt.

En ny vurdering fra Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser For Grønland og Danmark) og Energistyrelsen har også spillet ind.

Den viser, at der ikke umiddelbart er potentiale for at finde olie og gas af samfundsøkonomisk betydning på land.

"Man har i mange år håbet på, at der var større olie-, gas- og skifergasmuligheder på land og i de indre danske farvande. Vi er bare kommet til den konklusion nu, at det er der ikke," siger ministeren.

I over 70 år med eftersøgninger er der ikke blevet gjort fund af kommerciel betydning på land.

Derfor vil fremtidige efterforskninger koncentrere sig om Nordsøen, hvor der stadig vurderes at være et potentiale.

I midten af 2017 sagde Lars Christian Lilleholt, at Danmark skulle være et "førende olie- og gasland". Det er fortsat ambitionen.

"Det ændrer ikke noget i forhold til det. Danmark vil fortsat udvinde olie og gas og vil gøre det rigtig mange år ud i fremtiden i Nordsøen," siger han.

I foråret vil regeringen præsentere et samlet energipolitisk udspil frem mod 2030. Beslutningen er en del af det udspil.

Folketingets energiudvalg har flere gange udskudt beslutningen om hollandske Nail Resources' ansøgning om tilladelse til at bore på Lolland-Falster.

 

/ritzau/

Nye energimillioner klar til uddeling

Høringssvar vælter ind mod Baltic Pipe

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere