Debat: Lad os tale om et problem med lovovertrædere i elmarkedet

Der finder en meget betydelig konkurrenceforvridning sted som følge af elhandlere, der bryder loven. Der forestår en kæmpe oprydning, skriver adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn, i et debatindlæg.
Foto: PREwii/Trefor
Foto: PREwii/Trefor
AF LARS BONDERUP BJØRN, ADM. DIREKTØR, EWII

De Frie Energiselskaber er opmuntret af en Implement-rapport om unbundling i energisektoren. ”Ingen kan konkurrere på så ulige vilkår, som dem, Danmark byder nye selskaber på energimarkedet”, lyder det fra De Fri Energiselskaber.

Det er en vigtig pointe,  at der skal være lige vilkår, for selvfølgelig skal lovgivningen være robust og til gavn for forbrugerne, der betaler for den strøm, det hele handler om.

Vi kan altid tage en politisk diskussion af fordele og ulemper ved en anden regulering, men afsættet må være gældende lovgivning. Og her har både såkaldt bundlede og unbundlede energiselskaber (ejermæssig adskillelse af elnet-monopoler og kommercielle selskaber, red.) en kæmpe oprydningsopgave. Der sker nemlig en enorm og meget mere betydelig konkurrenceforvridning som følge af utallige lovovertrædelser. Det er et reelt problem.

En daglig kamp

Forbrugerombudsmanden offentliggør med jævne mellemrum klager over energiselskaberne, og med jævne mellemrum optræder energiselskaberne i Kontant.

Forbrugerombudsmandens fokus er i sagens natur hensynet til forbrugeren, men sagen er, at de virksomheder der overholder loven, er urimeligt dårligt stillet i konkurrencen med de virksomheder, der bryder loven og som ikke straffes.

Vi kæmper med det dagligt. Bare inden for de seneste dage er jeg konfronteret med følgende:

  1. En henvendelse fra en kunde, der på vej til en begravelse blev ringet op af et energiselskab. Kunden kunne grundet omstændighederne ikke tale, men bad om at få tilsendt en mail. Energiselskabet fremsendte en ordrebekræftelse, uden kunden har afgivet ordre. Den historie møder vi meget ofte. Henvendelsen er åbenlyst bondefangeri?!
  2. En henvendelse fra en kunde, der blev ringet op af Fredericia Forsyning, et selskab der blev opløst 31.12.2000, med påstand om, at man havde overtaget elhandlen fra TREFOR El-net, der slet ikke driver el-handel. I en efterfølgende telefonsamtale ville man sende en overførselsaftale, og der viste sig at stå et andet selskab bag. Den historie hører vi jævnligt. Mon ikke det er vildledende markedsføring?!
  3. En henvendelse fra en kunde, der modtog et brev med et ”kom-tilbage” tilbud fra en meget stor energivirksomhed. Kunden havde skiftet til EWII i september 2018. Alligevel havde el-handleren opbevaret data om det tidligere kundeforhold. Mon ikke det er en klar overskridelse af persondataforordningen?!
  4. En henvendelse fra en kunde, der fra samme selskab ultimo juni havde modtaget orientering om en 34 pct. prisregulering med virkning fra 1. juni 2019. Efter min bedste mening klart i strid med varslingsreglerne?!
  5. En henvendelse fra en kunde, der modtog telefonopkald fra et teleselskab, der tilbød krydssalg af el fra et søsterselskab uden permission fra kunden til henvendelsen. Det må man vist ikke?!
  6. En henvendelse om en tilsyneladende ulovlig sammenligningspris på en el-handlers hjemmeside, hvor der oplyses, at el normalt koster 2,4 kr/kWh. Det er vist i strid med markedsføringsloven?!

Sidste år offentliggjorde EnergiWatch en aktindsigt fra forbrugerombudsmanden. Så ovenstående er blot lokale eksempler fra Trekantområdet på noget, der har et meget større omfang.

Og hvad er så konsekvensen?

Forbrugerombudsmanden gør, hvad hun kan, men hun kan ikke følge med. Lovbryderne ødelægger tilliden til el-branchen, og lovbryderne skaber ulige vilkår i branchen: Ingen kan konkurrere på så ulige vilkår, som dem, lovligeglade el-handlere byder lovlydige selskaber på energimarkedet. Hvis der skal kæmpes for lige konkurrence, er jeg klar.

Toppen af isbjerget

Jeg har rejst emnet de seneste to gange på bestyrelsesmøder i Dansk Energi, hvor flere har givet tilsagn om at få ryddet op. Der er alt for mange anmeldelser på forbrugerombudsmandens liste. Og hun ser kun toppen af isbjerget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også