Medie: Tesla og Musk efterforskes for bedrageri

Som følge af Elon Musks tweets om afnotering bliver han og Tesla nu efterforsket af det amerikanske justitsministerium, skriver Bloomberg.
Foto: /ritzau/AP/Ben Macmahon
Foto: /ritzau/AP/Ben Macmahon
AF RITZAU FINANS

Det amerikanske justitsministerium har indledt en efterforskning af Tesla og selskabets topchef, Elon Musk, for bedrageri.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til to unavngivne kilder med indblik i sagen.

Efterforskningen kører sideløbende med en civil undersøgelse, som de amerikanske børsmyndigheder, Securities & Exchange Commission (SEC), er i færd med at gennemføre.

Nyhedsbureauet fortæller, at amerikanske anklagere har åbnet efterforskningen i kølvandet af, at Elon Musk i starten af august tweetede, at han overvejede at afnotere selskabet, og at "finansieringen var sikret". Meldingen fik aktien til at stige markant den tirsdag, da den vandt 11,0 pct. Sidenhen er planerne skrinlagt.

Det er statsanklageren i Californien, som står for efterforskningen, som er i de indledende stadier.

Også de amerikanske børsmyndigheder kigger på, om meldingen var i strid med børsreglerne, og SEC har stævnet Tesla for at få en række informationer udleveret.

Tesla oplyser tirsdag, at selskabet ikke er blevet stævnet af justitsministeriet, men at man har modtaget en henvendelse om frivilligt at udlevere oplysninger i forbindelse med efterforskningen. Selskabet oplyser samtidig, at man samarbejder med myndighederne.

Meldingen om, at der nu også er en kriminel efterforskning af selskabet, fik tirsdag aktien til at vende rundt. Aktien ligger kl. 12:40, amerikansk østkysttid, i minus med 4,8 pct. i 280,59 dollar. Inden nyheden var den ellers steget fra 294,84 mandag til 302,64 dollar.

To chefer i rap forlader Tesla

Tesla-aktien står til et fald efter afblæst plan om afnotering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også