Tabsramt Clever ser abonnementssalg som vejen til sorte tal

Inden for de næste tre år vil danskerne blive præsenteret for så mange nye elbiler, at bilmarkedet vil ændre sig markant. Sådan lyder det fra elbiloperatøren Clever, der trods massive tab tror på snarlig bedring.
Foto: Clever
Foto: Clever

Troen på elbilernes fremtid er urokkelig hos den danske elbiloperatør Clever. Og troen på, at det bliver Clever, der skal levere strømmen til de fleste af elbilerne på de danske veje, er lige så urokkelig.

Det ændrer sig ikke, selv om Clever også i 2017 kom ud af året med et stort tab på bundlinjen og behov for endnu et kapitaltilskud fra hovedejeren Seas-Nve og mindretalsaktionæren Nrgi.

Årets resultat endte således med et nettoresultat efter skat på minus 19 mio. kroner — mod 17 mio. i underskud i 2016. Før skat og finansielle poster blev Clevers tab på 21,2 mio. kroner i 2017.

I lighed med 2016 udløste årets tab i Clever også i 2017 et kapitaltilskud fra ejerne på samlet 25 mio. kroner. Men til forskel fra forrige år er der væsentlig færre ejere om at indskyde kapitalen, idet Seas-Nve i 2017 købte en række elselskaber ud af Clever, og i dag sidder på 94,9 procent af aktierne i Clever. De resterende 5,1 procent ejer Nrgi.

Samlet er der til dato skudt omkring 170 mio. kroner i driften af Clever.

Men hos Clever selv hersker der alt andet end krisestemning. Det understreger Casper Kirketerp-Møller, adm. direktør i Clever.

"Vi tror fuldt og fast på, at nybilsalget af elbiler vil stige radikalt i Danmark fra 2020 og fremefter. Når det ryk kommer, skal vi være klar. Derfor er vores investeringsvækst i disse år højere end vores indtjeningsvækst, og det udløser naturligt et underskud. Det kalder vi alligevel for et tilfredsstillende resultat, for vi investerer i den strategi, vi har, og vi når vores vækst- og kundemål. Samtidig har vi omlagt vores forretning til at være abonnementsbaseret, hvilket giver mere forudsigelige og stabile pengestrømme," lyder det fra Casper Kirketerp-Møller, der overtog posten som adm. direktør i Clever for to år siden.

Ikke kun målt på bundlinjen var 2017 et turbulent år for Clever. 2017 blev også året, hvor Danmark fik endnu en bilafgiftsreform, der gik i en stor bue uden om elbilerne. En reform, der i efteråret 2017 fik Clever til at advare om, at Danmark risikerer at ende som bilkirkegård for de diesel- og benzinbiler, resten af Europa snart vil vende ryggen.

Retorikken er knap så opskruet her et halvt år senere, og det skyldes først og fremmest, at Clever i 4. kvartal oplevede en klar forbedring i kundetilstrømningen.  Selskabet sidder i dag på lidt over halvdelen af markedet for elbilopladninger i Danmark, og det tal er stigende, oplyser Casper Kirketerp-Møller.

Samtidig har såvel Socialdemokratiet som De Radikale spillet ud med ambitiøse mål for antallet af elbiler på de danske veje i de kommende år.

"Vi laver pt. mere end 150 installationer om ugen, så vi er nu der, hvor vi kommer ind i folks hjem og gør dem parate til et liv med elbil rigtig mange gange om ugen. Vores markedsandel måler vi ud fra, hvor mange biler, der bliver indregistreret, som skal oplades med et stik. Sidste år var det 1250 eldrevne biler, der blev indregistrerede i Danmark, og der blev vi valgt af over halvdelen som leverandør af deres opladningsløsning."

Tror på langt flere elbiler

Men lidt over 600 nye elbilister var altså langt fra nok til at vende et underskud til et plus hos Clever. Det er de cirka 9.000 elbiler, der samlet i dag kører på de danske landeveje, heller ikke. Og for så vidt heller ikke det stigende salg af opladningshybrider.

Det er dog ikke så meget antallet af kunder, der er en udfordring, for det tal skal nok stige, lover Casper Kirketerp-Møller:

"Helt grundlæggende er det et spørgsmål om, at der over de næste tre år kommer rigtig mange spændende eldrevne biler på markedet. Så der vil elbilen få sit folkelige gennembrud – også i Danmark. Vi har udarbejdet en opladningsløsning, der gør det nemmere og nemmere at eje elbilen, og det slår nu igennem i vores markedsandele. Derfor er vi meget fortrøstningsfulde, når vi ser et par år ud i fremtiden. Vi er i investeringsfasen, og det er offentlig infrastruktur, der er afhængig af bilmærkernes produkter. Så i de kommende år vil vores investeringsrate også være højere end vores indtjeningsrate, fordi vi tror fuldt og fast på fremtidens marked for elbiler."

Blandt de ting, Clever investerer massivt i, er, at man i samarbejde med energiselskabet Eon over de kommende tre år vil installere 180 ladestationer med omkring 800 ladepunkter ned igennem Europa. Et projekt, der modtager lidt over 10 mio. euro fra EU via fonden Connecting Europe Facility. Samlet løber projektet dog op i over 380 mio. kroner.

"Vi sætter fortsat gang i store investeringer for at udvikle fremtidens mobilitet, altid med udgangspunktet i, at det er mennesker, der skal bruge vores løsninger. Det er en balance mellem at investere i et marked, som vi er overbeviste om vil udvikle sig, mens vi har en indtjening, der endnu ikke udvikler sig i samme takt. Vi er meget bevidste om, hvilke initiativer vi sætter i gang, og er meget opmærksomme på, hvad potentialet er. Men vi må også understrege, at det er markant og kritisk infrastruktur, vi beskæftiger os med, og vi skal udfordre en industri i form af olieindustrien, der har været her i mere end 100 år. Det kræver ambitiøse investeringer."

En af de ting, der dog på den lidt længere bane skal gøre Clever til en bedre forretning, er selskabets model for abonnement på strøm. Løsningen, Clever Unlimited, gør det muligt for elbillister at lade op så meget de lyster fra både ladeboks på privatadressen og på farten.

"Når vi laver et flatrateprodukt, hvor marginalomkostningerne ikke er nul, vil der altid være nogen, der stikker af. Det er klart, at de meget tunge forbrugere af strøm er svære at tjene på. Men ser man på normalfordelingskurven, så er det en fornuftig forretning for os. Vi ser det som en slags Netflix for bilister. I dag er folk vant til at betale ti kroner per liter benzin. Med vores løsning betaler man 599 kr. om måneden, hvis man har en elbil, og så har man ubegrænset adgang til strøm i hjemmet og på det offentlige ladenetværk. Har man har en hybridbil, er taksten 299. Det er en helt anden måde at tænke mobilitet på, hvor strømmen bare følger med som en helt naturlig del, når man køber bilen," siger Casper Kirketerp-Møller.

 

Ny spiller vil lade elbiler op på ti minutter 

Nordhavn får Danmarks første 150kW-ladestander 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også