Vattenfall sender Danmark mod 60 procent vindenergi

Det svenske energiselskabs projekter i Danmark vil få den danske vindmøllekapacitet til at stige gevaldigt i de kommende år.

Vattenfall er gået i gang med installationen af Horns Rev 3, der bliver Danmarks hidtil største havmøllepark.

Her vil den danske vindkapacitet blive forøget med 407 MW fordelt på 49 møller fra MHI Vestas.

Selskabet har dog meget mere i posen, og det vil i løbet af de næste tre-fire år tilføje 1.350 MW fordelt på havmølleparkerne Horns Rev 3 og Kriegers Flak samt de kystnære Vesterhav Syd og Vesterhav Nord. Ydermere skulle der komme 150 MW på land, hvorfor Vattenfall derfor vil løfte kapaciteten med minimum 1.500 MW i de kommende år.

Aktuelt er den danske vindmøllekapacitet på ca. 5.300 MW.

Det vil medvirke stærkt til, at vindmøller dækker, hvad der svarer til 60 procent af Danmarks elforbrug, skriver Dansk Energi. Det er en markant stigning i forhold til en andel på knap 45 procent i det første halvår 2017.

I øjeblikket bliver de første af de 49 pæle til Horns Rev 3 hamret ned i havbunden i Nordsøen.

"De første monopiles er sejlet fra Holland til Horns Rev 3, men efterfølgende sker det meste fra Esbjerg Havn – herunder transport af vindmøller," fortæller Arne Rahbek, der har ansvaret for projektkommunikation om vindenergi i Vattenfall, til Dansk Energi.

Vattenfall vandt i 2015 et udbud med Horns Rev 3 på en afregningspris på 77 øre/kWh. Tingene er dog gået stærkt sidenhen, hvor blandt andet Dong Energy, Ørsted, har varslet nul-støtte på projekter til realisering om 5-6 år.

"Vi kigger ind i et støtte-uafhængigt marked for vindmøller på land meget snart," siger Arne Rahbek, der er lidt mere forsigtig, hvad angår vindmøller til søs.

Her forklarer han, at meget vil afhænge af, hvorvidt vindmølleindustrien får udviklet møller på 12-15 MW, og at fundamenter, kabler og andet udstyr bliver billigere.

Dansk Energi skriver, at Vattenfall har et ønske om at opfører yderligere to nye havmølleparker i Danmark mellem 2020 og 2025, og samtidig ønsker det svenske selskab, at der kommer et tættere samarbejde mellem landene omkring Nordsøen.

"Planen fra Energinet og TenneT om at skabe en energi-ø på Doggerbanken i Nordsøen er virkelig positiv på den længere bane. Nordsøen er en af de bedste områder til vindenergi med lavt vand og fin vind, så der er et enormt potentiale i at udvikle området til en powerhub for Europa," siger Arne Rahbek til Dansk Energi.

Vindmølleindustri glædes over radikal havvindplan

Vattenfall får ny pressechef

Vattenfall søger skibe til Horns Rev 3

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også