Vindindustrien er på flere måder i gang med et veritabelt systemskifte. Helt konkret er skiftet fra fra faste tariffer til et system med konkurrenceudsatte udbud, som foreløbigt otte europæiske lande har vedtaget, mens adskillige andre ventes at følge trop snarligt. På nøglemarkeder som Polen, Spanien og Tyskland er de første udbud allerede afholdt.

Det får negative konsekvenser for udbygningen i Europa i hvert fald på kort sigt. Det vurderer Make Consulting, der i sit Q3-outlook nedjusterer mængden af ny kapacitet i perioden 2017-19 med 5 pct. i forhold til forventningen kvartalet forinden.

Årsagen er primært årets tyske udbud. I de første to runder blev 95 pct. af projekterne tildelt såkaldte borgerprojekter, hvor forhåndstilladelser ikke var påkrævet og som har 54 måneder til at opføre parkerne. Det forventes at medføre et flerårigt hul i udbygningen, når de sidste projekter under den gamle ordning er opført i år, lige som der er risiko for, at nogle af borgerparkerne slet ikke opnår tilladelse.

Kravet om forhåndstilladelser gælder dog for alle i næste års tyske udbud. Andre udbud har imidlertid også haft børnesygdomme af mere eller mindre grel karakter; i Polen udelukkede en øvre grænse for projekter på blot 1MW praktisk talt vind, mens Spaniens udbud i første omgang var designet i vindens favør, men hvor de mange ukendte selskaber blandt vinderne vakte nogen tvivl om projekternes gennemførelse.

Netop Østeuropa og Spanien fremhæves dog af Make som områder, hvor en stadig større del af den europæiske nybygning af landvind vil finde sted frem mod 2026. Mens det modne Nordvesteuropa i højere grad bliver markeder for repowering og havvind.

I det samlede regnestykke medfører det, at den europæiske udbygning af landvind i de kommende år vil ske i lavere tempo end hidtil. Men udviklingen kommer til at afhænge af udviklingen i elpriserne og landvindens fortsatte omkostningsreduktioner, pointerer partner i Make, Steen Broust Nielsen. Eller med andre ord hvornår levetidsomkostningerne for landvind er lavere end de øvrige teknologier.

"Vi tror, at landvind globalt set kommer under grid parity på et tidspunkt mellem 2020-2025. Men om det sker i 2023, 2022 eller allerede med de udbud, hvor projekterne skal opføres i 2021, er vanskeligt at sige. For udbud medfører også nogle uhensigtsmæssige dynamikker i værdikæden," siger han.

For mens de foreløbige udbud alle har medført faldende priser, så kan udbud også have en modsatrettet effekt. Under de hidtidige systemer med faste tariffer har leverandørerne sammen med projektejere kunne planlægge flere år ud i fremtiden, hvor meget og hvilket udstyr, der var behov for. Den vished bliver langt mindre, når ordrerne bliver afhængige af, om projektejerne nu også får succes i udbuddene.

"Udviklernes usikkerhed om, hvorvidt deres projekter vinder i udbuddene, medfører turbulens i forhold til mølleproducenternes evne til at forudse hvilke projekter, der reelt er i deres pipeline. Den forkortede visibilitet giver friktion længere nede i værdikæden, for mølleproducenten skal bestille komponenterne hos underleverandører, der så igen har en vis gennemløbstid på deres produktion," siger Steen Broust Nielsen.

"Derfor giver mindre visibilitet mindre mulighed for costout. For med en sikker volumen kan man bedre investere i nye avancerede maskiner, der kan bringe omkostningerne længere ned. Men ved man ikke, hvad man skal lave om seks måneder, eroderer investeringsgrundlaget for at bygge en ny fabrik eller investere i ny teknologi."

Samtidig kan også andre elementer medføre, at det nødvendige prisfald forsinkes. F.eks. hvis solprojekter vinder så store dele af udbuddene, at det stækker vindens mulighed for at opnå den fornødne skalaøkonomi.

Prognosen fra Make er dog fortsat, at omkostningerne på vind over en tiårig periode vil falde med omkring 34 pct. For mens udbud på den ene side kan mindske visibiliteten, vil de lavere priser på vind omvendt også gøre udviklingen mere forudsigelig, da den ikke vil være prisgivet landenes til enhver tid gældende politik og statsstøtteregler. Hvilket mindsker risikoen for de tilbagevendende stop-go-scenarier i industrien.

Det klassiske eksempel på problemet ved at være afhængig af politik er USA og udløbet af den daværende PTC-ordning i 2012: Hvor der i det sidste år med skatterabatten blev installeret 13.131MW, blev der året efter kun sat 1.087MW op. Hvilket blandt andet medførte, at mølleproducenter enten måtte skære dybt i bemandingen eller i flere tilfælde helt trække sig ud af det amerikanske marked.

"Det vil medføre nye muligheder, når vedvarende energikilder som sol og vind bliver konkurrencedygtige på markedsbetingelser. Muligvis bliver den årlige vækst lavere end de tocifrede rater i industriens pionerdage. Men det vil give en mere stabil udvikling, der betyder, at man kan komme af med nogle af kapacitetsomkostningerne ved ikke at kunne planlægge optimalt," siger Steen Broust Nielsen.

"Eksponeringen mod pludselige subsidier giver desuden en risikoprofil, som mange finansielle investorer ser som et problem. Så i forhold til at rejse kapital og værdiansættelse af virksomheder vil en subsidieuafhængig industri være en kæmpe gevinst."

Uafhængig af statsstøtte er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med uafhængighed af politik. At vindkraft ikke allerede nu fungerer på rene markedsvilkår kan i høj grad tilskrives politiske handlinger. Blot på andre områder.

Der kunne f.eks. nævnes den både direkte og indirekte milliardstøtte, fossile brændsler fortsat modtager i europæiske lande. Fraværet af en tilstrækkelig reform af EU's kvotesystem, der ville få CO2-prisen til at reflektere de reelle skadesomkostninger. Eller for den sags skyld de tiltag, USA har gjort for at hæve produktionen og eksporteren af naturgas; en eksport, der i nævneværdig grad kan holde EU's elpriser i ave.

"Energi er så sammenfiltret med politik og geopolitiske interesser, at det altid vil have et element af policy i sig," medgiver Steen Broust Nielsen og peger på den energiaftale for næste årti, som EU har arbejdet på det seneste år.

I Kommissionens udspil til det nye VE-direktiv lægges der blandt andet lagt op til at fjerne vedvarende energikilders garanterede nettilslutning og forrang i elnettet. Begrundelsen er at skabe et mere markedsbaseret system, hvor sol og vind installeres, hvor behovet er størst. Men for producenterne risikerer det også at begrænset adgangen til nettet og dermed selve indtjeningsgrundlaget.

Den udfordring med curtailment er set i Indien og ikke mindst Kina. Blandingen af overudbygning af sol og vind i især det nordvestlige Kina, et mangelfuldt elnet samt overkapacitet og mangelfuld regulering af kulkraft betød sidste år, at der blev lukket ned for 17 pct. af al kinesiske vindkraft. I alt blev der spildt 56,7TWh sol og vind sidste år – svarende til 175 pct. af det samlede danske elforbrug.

"Danske politikere bør sørge for fortsat er ambitiøse mål i Europa. For hvis Europa mister det sigte, så mister vi den motivation og drivkraft, der gør, at europæiske – og ikke mindst danske – virksomheder udvikler teknologierne før andre gør det," siger Steen Broust Nielsen.

"Det handler ikke kun om klimamål, men også om forsyningssikkerhed og især om, at billig ren energi er et langsigtet vækstfundament for Europas erhvervsliv. Ikke kun ved at bygge en bedre vindmølle, men også at tænke vind sammen med sol og lagring, at skabe energipositive bygninger og at gøre energiforsyningen brugerorienteret."

Regeringen skuffer Vestas: Aftale stiller Danmark værre

Siemens Gamesas topchef nervøs for tysk udbygning

Spanien sprænger rammen med udbud på 5GW

To lande står for tre fjerdedele af EU's nye vind i år