Vestas: Her fører vi – og her halter vi

Vestas-ledelsen ved, hvor udfordringerne ligger i de kommende år for vindmølleproducenten, lyder det fra formand Bert Nordberg.
AF RITZAU FINANS

Vestas’ nye strategi for 2014 og fremtiden udpeger en række punkter, hvor det danske vindmølleselskab vil være førende.

Mens Vestas’ allerede på nogle områder har førertrøjen på, er der andre, hvor selskabet halter efter konkurrenterne, erkender bestyrelsesformand Bert Nordberg over for Ritzau Finans.

Ifølge strategien skal Vestas blandt andet være forrest, både når det gælder volumen (antal installerede vindmøller), teknologi, marginerne, og selskabets brand.

Størst på volumen

I første kategori kan Vestas-formanden allerede sætte et hak. Vestas kom i 2013 tilbage som nr. 1, når det gælder volumen.

I 2012 blev Vestas overhalet og mistede ifølge tre af de fire førende analysehuse sin mangeårige førsteplads til General Electric (GE), der nød godt af et stærkt amerikansk marked.

Med en markedsandel på lidt under 5000 megawatt, svarende til omkring 13 pct. ifølge en opgørelse fra Make Consulting, var Vestas til gengæld størst igen sidste år.

"Men det ville være rart at komme lidt højere op," erkender Bert Nordberg.

Teknologi - der er vi bedst

På teknologiområdet mener Vestas-formanden også, at hans selskab er længst fremme.

"Vi har både on- og offshore gode og effektive produkter af høj kvalitet, og vi er gearet til fortsat at føre på det teknologiske område," mener Bert Nordberg.

Han erkender, at på prisen per megawatt kapacitet kan Vestas ikke følge med blandt andre de kinesiske rivaler. Men den højere pris tjener sig ind over møllens levetid, argumenterer han.

Profitabiliteten skal op

Selv om Vestas i 2013 oplevede et drastisk løft i overskudsgraden, der nåede op i to cifre i fjerde kvartal og var på 5 pct. set over hele året (målt på driftsresultatet minus bonusudgifter og særlige poster), er der stadig arbejde at gøre på dette punkt.

For 2014 har selskabet sat et mål om ”mindst 5 pct.” i overskudsgrad, og skal der nok en del mere til at blive førerhund på det felt.

"Der er spillere i markedet i dag, der har en bedre overskudsgrad end os, og vi vil også føre på det område, så vi bliver nødt til at nå, hvor de er," siger Bert Nordberg.

Brandet i bedring

På branding-siden er Vestas nok heller ikke markedets stærkeste kort lige nu, erkender formanden. Men der er gode tegn.

"Det er i bedring. Vi har et 150 år gammelt navn, det har vi ikke tænkt os at ændre, vi vil bygge videre på det. De store kunder i dag nævner tre store spillere: Vestas, Siemens og GE. Allerede der er vi nået ret langt," mener Bert Nordberg.

Selskabet har dog måtte dog se sit image blive ramt af de store problemer i 2011 og 2012 – og de sår tager tid at hele.

"Vores finansielle problemer for to år siden fik måske kunderne til at tage et skridt tilbage, så det har vi arbejdet på. Det var derfor vi lavede emissionen (i februar 2014, red.), for at stabilisere selskabet og få soliditeten op, så de kan føle sig trygge i at handle med os," forklarer Vestas-formanden.

Nordberg: Vi har genvundet aktionærernes tillid

Vestas: Bestyrelsesløn skal flugte med branchen

Vestas: Ingen konkurrence fra Mitsubishi offshore

Runevad vil ikke spekulere i opkøb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Astrid Vellguth

Indtjeningen daler hos Total Energies

For abonnenter

Læs også