Athena-bestyrelsen anbefaler millionsalg i Spanien og Italien

Efter at have gennemgået det 90,9 mio. euro bud på en række italienske og spanske vind- og solanlæg, anbetaler Athenas bestyrelse, at aktionærerne takker ja.
Foto: Carlos Barria
Foto: Carlos Barria
AF RITZAU FINANS

Bestyrelsen i Athena anbefaler efter gennemgang og analyse af tilbuddene fra Ardian Infrastructure og Glennmont Partners om en overtagelse af en række af Athenas vind- og solanlæg i Italien og Spanien for 90,9 mio. euro, at Athenas aktionærer stemmer for salgene på en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen mandag aften.

"På baggrund af ovenstående analyse har bestyrelsen vurderet, at prisen fra et finansielt synspunkt er fair, og anbefaler aktionærerne at stemme for en accept af tilbuddene," skriver selskabet i redegørelsens konklusion.

I kolonnen med fordele fremhæves det, at begge købere er pålidelige modparter, at der er tale om en "enkel" transaktion i forhold til omfang og governance, at Athenas eksponering for yderligere forpligtelser vedrørende aktiverne reduceres til 13 pct. af købesummen, "hvilket er yderst rimeligt", og at selskabet modtager en umiddelbar indsprøjtning af likviditet på 75,5 mio. euro.

I den modsatte kolonne med ulemper peges der omvendt på, at Athenas aktiviteter reduceres væsentligt, at salget vil medføre et regnskabsmæssigt kapitaltab på 29 mio. euro, og at selskabets øvrige portefølje påvirkes negativt med en værdiforringelse på 8,5 mio. euro.

"Alternativet til denne transaktion er at anlægge en langsommere porteføljerotation, hvor selskabet har fordelen af ejerskabet af aktiverne, men samtidig bærer de geopolitiske, driftsmæssige og finansielle risici i stedet for at overdrage dem til tredjemand," hedder det.

Athena oplyser samtidig, at der i tilfælde af et frasalg af aktiverne vil ske en reduktion i selskabets forventninger for 2019 med 43 til 46 mio. euro for omsætningens vedkommende, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, vil falde med 36 til 39 mio. euro i år.

Bestyrelsen har på baggrund af størrelsen og karakteren af det fremsendte tilbud, der jo ikke er et bud på selve selskabet, valgt at spørge Athenas aktionærer om deres indstilling, og derfor vil bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som skal behandle spørgsmålet.

Tilbuddene drejer sig om aktiverne:

  • 50 pct.-aktiepost i vindmølleparken "Monte Grighine" (98,9 MW)
  • Hele solanlægget "Cerveteri" (8,7 MW)
  • Hele solanlægget "Nardò Caputo" (9,8 MW)
  • Hele solanlægget "La Castilleja" (9,8 MW)
  • Hele vindmølleparken "Conesa"(30,0 MW)
  • Hele vindmølleparken "Minerva Messina" (48,3 MW)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også