Ørsted sætter batteriprojekt i drift

Energiselskabets første kommercielle batterianlæg, Carnegie Road, er aktiveret i Liverpool.
Foto: Ørsted PR
Foto: Ørsted PR
AF CECILIE VEJE, RITZAU FINANS

Landvind, sol og energilagring skal i løbet af de kommende år spille en større rolle hos danske Ørsted, og nu har energikoncernen taget et nyt skridt i den retning.

I december har selskabet sat sit første kommercielle batterianlæg, der går under navnet Carnegie Road, i drift i Liverpool i Storbritannien.

Projektet lyder med sine 20 megawatt ikke umiddelbart af meget, men Ørsted har store forventninger til det spirende marked for batterilagring.

"Vi forventer, at batterier kommer til at spille en langt større rolle i elsystemet fremover, og med Carnegie Road har vi taget et rigtig godt skridt i den retning og skabt en god platform for at deltage i udviklingen af det marked," siger Thomas Koopmann, der er ansvarlig for nye investeringer på onshore-området i Europa hos Ørsted.

"Det er en spændende investering, som vi nu sætter i drift, og mulighederne i markedet er interessante," fortsætter han.

Energikoncernen har vundet en kontrakt med den britiske systemoperatør National Grid for en del af kapaciteten af batterianlægget, som skal hjælpe med at holde elnettet stabilt, når efterspørgslen på el falder eller stiger.

Ørsted har allerede et batteri på 2 megawatt tilknyttet den britiske havvindmøllepark Burbo Bank, og tidligere på året investerede energiselskabet også i et pilotprojekt for energilagring i Taiwan.

Samtidig holder koncernen øje med nye potentielle projekter i Europa - også uden for Storbritannien.

"Vi kigger ind i forskellige investeringsmuligheder inden for dette område, men jeg kan ikke sige mere lige nu. Vi kigger også på andre europæiske markeder, men vi ved endnu ikke, hvilke markeder vi kommer til at gå ind på," siger Thomas Koopmann.

Flere konkurrenter har også fået øjnene op for det spirende marked for energilagring, og Ørsted forudser også, at behovet for netop denne type projekter vil vokse i fremtiden - i takt med at vind- og solenergi kommer til at spille en større og større rolle i det samlede energisystem.

"Det gælder også, når der kommer flere og flere elbiler, og der sker en større elektrificering af samfundet. Derfor vil det blive en større og vigtigere opgave fremadrettet at stabilisere elnettet, og derfor vil man formentligt også se større projekter i fremtiden," siger Thomas Koopmann.

Han vil ikke give et konkret bud på, hvordan markedet kommer til at udvikle sig de kommende år, fordi der lige nu er fart på udviklingen af batterianlæg.

Han sammenligner markedet for batteriprojekter med markedet for elbiler, som også har sat turbo på udviklingen de seneste år. 2018 har eksempelvis budt på flere lanceringer af nye elbilkoncepter fra store bilproducenter.

"De to markeder er til en vis grad korrelerede, og batterierne er en fællesnævner. Der sker en meget stor udvikling lige nu både i forhold til batteriteknologien og energimarkederne, men derfor er det også svært at sige præcist, hvordan markedet ser ud om to eller fem år," siger Thomas Koopmann.

Ørsteds største forretningsområde er havvind, og i år har selskabet også etableret en onshore-division efter opkøbet af amerikanske Lincoln Clean Energy.

Energikoncernen har tidligere annonceret, at den vil etablere et lagringsprojekt på 55 megawatt i USA, hvis havvindmølleprojektet Bay State Wind ud for den amerikanske nordøstkyst bliver en realitet.

Ørsted overtager britisk batteriprojekt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også