Analytiker: Konkurrencen kan blive tydelig i ny taiwansk auktion

"Det vil være et stærkt signal for Ørsted at vinde noget i den konkurrence for at signalere til investorerne, at det er blandt de mest konkurrencedygtige i branchen," lyder det fra senioranalytiker hos Sydbank.
Foto: Ørsted PR
Foto: Ørsted PR
AF RITZAU FINANS

Når de taiwanske energimyndigheder i løbet af juni offentliggør resultatet af den anden tildelingsrunde for havvind, vil det blive tydeligt, hvor hård konkurrencen er på det nye marked, som de to danske selskaber Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners arbejder for at få fodfæste på.

Det skyldes, at der i denne runde bliver lagt vægt på prisen på elektricitet, mens udvælgelseskriterierne i den tidligere runde var både de tekniske og finansielle, mens udviklingerne samtidig skulle forpligte sig til at leve op til særlige industrielle og miljømæssige aspekter.

"For første gang får vi et billede af, hvordan konkurrencesituationen er i Taiwan, og hvor aggressive projektudviklerne er på det marked. Det vil være et stærkt signal for Ørsted at vinde noget i den konkurrence for at signalere til investorerne, at det er blandt de mest konkurrencedygtige i branchen," siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, forud for offentliggørelsen af resultaterne.

"Men spørgsmålet er også, at hvis man vinder til for lave priser, er det så overhovedet interessant fra et investorsynspunkt? Det er en balancegang, og indtil videre har Ørsted også kunnet havde den tilgang til det, at selskabet har kunnet gå fra nogle ting, hvis det ikke synes, at priserne var i orden. Ørsted har allerede fået noget i Taiwan, så det skal ikke vinde for enhver pris i den har markedsauktion," fortsætter han.

Risiko for mere aggressice konkurrenter

Ifølge analytikeren er der også en risiko for, at de selskaber, der kun fik tildelt en mindre kapacitet i den første runde, vil byde mere aggressivt ind i runde nummer to for at sikre sig noget volumen.

"For Ørsted skal man ikke vinde for enhver pris. Det kommer an på, hvor aggressiv konkurrencen er, da Ørsted har skala nok til at kunne opføre en park, hvor det omkostningsmæssigt hænger sammen," siger Morten Imsgard.

Der er i alt mulighed for at vinde 1664 megawatt i tildelingsrunden for netallokering, der er den anden af sin slags inden for de seneste måneder i Taiwan. Det bekræfter det taiwanske energiministerium over for Ritzau Finans, og det er dermed et stykke under den seneste netallokeringsrunde på 3836 MW.

I den seneste runde i april vandt Ørsted retten til at tilslutte 900 megawatt havvind til elnettet i Taiwan, hvor selskabet havde budt ind med projekter ud for den taiwanske kyst ved Changhua County. I samme runde fik Copenhagen Infrastructure Partners tildelt 600 MW, mens de to danske selskaber blev overgået af tyske WPD, der vandt retten til at koble lidt mere end 1 gigawatt til elnettet.

Efter netallokeringsrunderne er det næste skridt at opnå byggetilladelse og at underskrive en elkøbsaftale med Taipower for at fastlægge afregningsprisen på elektricitet fra havvindprojekterne.

I december sidste år offentliggjorde Taipower en standardafregningspris (feed-in-tariff, red.) for havvindprojekterne, der løber over 20 år. Hvis en kontrakt underskrives med Taipower i år, betyder det, at selskaberne kan få en afregningspris på 5,8498 nytaiwanske dollar per kilowatt-time. Det svarer til omkring 0,17 euro per kilowatt-time.

Afregningsprisen for 2019 annonceres i december i år, oplyser energiministeriet til Ritzau Finans.

CIP-partner ser opbrud for havmølle-trend

Ørsted sikrer finansiering til havvindmølleprojekt i Taiwan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også