Solkaos bremser kommunale projekter

Stribevis af kommuner holder igen med at opsætte solcelleanlæg, fordi snørklede regler spænder ben. "Det er en gang unødvendigt bureaukrati af værste skuffe," lyder det fra rådmand i Aalborg.

Egentlig skulle ni børnehaver i Favrskov Kommune have installeret solceller på taget i begyndelsen af juni til en værdi af tre mio. kr. Men et dybere kig i ny lovgivning har sat projekterne på hold.

Årsagen er en ændring af elforsyningsloven sidste år, som betyder, at kommuner er nødt til at stifte et særskilt selskab til solcelleanlæggene, fordi anlæggene betragtes som forsyningsselskaber.

Samtidig bliver kommunerne modregnet i bloktilskud for de penge, de trækker ud af selskabet, og tilsammen gør det kommunernes solcelleprojekter urentable, lyder kritikken. 

”Det er ærgerligt for os, men også for de firmaer, der byder på projekterne,” siger projektansvarlig i Favrskov Kommune, Anita Guldbæk, om reglerne, som dermed sender flere mørke skyer ind over danske solcelleprojekter, som i forvejen er kommet i uvejr oven på den omstridte solcellelov.

Nyt hul i lov om solceller 

Håber på ændring

Favrskov Kommune er dog langt fra den eneste kommune, der oplever, at reglerne spænder ben for deres investeringer.

Hos Energiforum Danmark, som er et netværk for professionelle, der arbejder med energibesparelser, har man været i kontakt med 15 kommuner, der har planer om solcelleprojekter. De ved nu ikke, hvad de skal gøre ved millioninvesteringerne, fortæller sekretariatsleder Dorthe Nørgaard Larsen.

"Nogle har problemer, fordi de faktisk har sat gang i projekter og nu ikke ved, om økonomien i deres projekt holder. Men de fleste har haft planer om solcelleanlæg, og nu venter de på at sætte dem i gang til de ved, hvad der sker," siger hun med henvisning til, at kommunerne håber på, at reglerne bliver lavet om.

Kommunernes Landsforening opfordrede nemlig tidligere på året Energistyrelsen til en generel dispensation af reglerne om selskabsdannelse og modregning af bloktilskud.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Styrelse: Arbejder på sagen

I Energistyrelsen er man dog sparsommelig med oplysninger om en mulig ændring af reglerne:

”Vi arbejder på sagen. Vi kan ikke sige, hvor den havner, men vi prøver at få det gjort så hurtigt som muligt,” udtaler fuldmægtig Søren Ramsing, som sidder med sagen.

Han fortæller, at styrelsen behandler problemet sammen med Finansministeriet, men heller ikke her kan man bidrage med oplysninger til, hvornår en eventuel løsning kan ventes at lande på kommunernes bord.

"Finansministeriet arbejder for nærværende sammen med bl.a. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet om at få lavet en status for udbygningen med solceller og de økonomiske konsekvenser heraf. Først når denne foreligger, vil Finansministeriet tage stilling til, hvad der måtte være af udestående spørgsmål," oplyser Finansministeriets presseafdeling som det eneste per mail til Energiwatch.

Selv om hverken Energistyrelsen eller Finansministeriet kan sige, om der er kommer en dispensation, så slår statens egen vagthund på energiområdet - Energitilsynet - fast, at de nuværende regler er problematiske.

Solcelle-næse kan skade grøn dansk omstilling 

Tilsyn: Uhensigtsmæssig lovgivning

Tilsynet modtager hvert år indberetninger fra kommunerne om deres værdier i el- og varmeforsyningsvirksomheder, men i et brev til kommunerne fra april i år skriver Energitilsynet, at der er særlige udfordringer med hensyn til netop solcelleanlæg.

Tilsynet skriver således, at kravet om selskabsdannelse og modregningsreglerne af bloktilskuddet "er uhensigtsmæssig", at det derfor har bestemt at afvente, at Energistyrelsen laver reglerne om.

Solcelleforening og blå blok kræver ny overgangsordning 

Det betyder, at kommunerne derfor skal indberette som hidtil - og altså uden værdierne fra solanlæggene. Tilsynet vurderer dog, at det vil medføre revisorforbehold i kommende regnskaber fra kommunerne.

Energitilsynet påpeger desuden, at kommunerne i dag har mulighed for at søge om dispensation fra reglerne enkeltvis, men at tilsynet ikke har kendskab til, at nogen foreløbig har gjort det.

Ifølge Energiforum Danmark arbejder kommunerne for en generel dispensation, og desuden har meldingen fra Energistyrelsen til kommunerne været, at man ikke vil tage stilling til konkrete dispensationer, før man har forholdt sig til den overordnede problemstilling.

Bureaukrati af værste skuffe

Spørger man en partikollega til den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, så bør Finansministeriet og Energistyrelsen skynde sig at ændre reglerne.

”Den her sag har kørt længe nok. Jo før vi får en afklaring jo bedre. Det er en gang unødvendigt bureaukrati af værste skuffe, og det er noget, som vi ikke bør bruge energi på i kommunen," lyder det fra socialdemokratisk rådmand i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup Larsen.

"Undskyld, det er for dårligt, at jeg ikke greb ind" 

Ifølge ham har kommunen i et stykke tid sat solcelleprojekter for 15 mio. kr. på standby på grund af reglerne, men har nu valgt at gå videre i processen. Kommer der ikke nogen dispensation, vil kommunen oprette et centralt selskab, der kan varetage de administrative forpligtigelser i forbindelse med solcelleanlæggene. Det håber han dog ikke bliver nødvendigt, fordi det ifølge ham vil noget "pjat" at drive selskabet.

"Samtidig modarbejder det også intentionerne på nationalt plan om, at kommunerne skal reducere CO2-udledningen," lyder det fra Thomas Kastrup Larsen.

Tiden tæller

I tilfælde af at der kommer en dispensation fra reglerne, er det dog ikke uvæsentligt, hvornår den i så falder effektueres.

Mange kommuners solcelleprojekter er nemlig udset til at skulle opsættes i 2013, hvor afregningsprisen på el fra solcelleanlæggene, der leveres til nettet, er på den politisk bestemte sats på 1,30 kr./kWh.

Men skulle en regelændring komme så sent, at kommunerne først kan få opsat anlæggene i 2014, lyder afregningsprisen på 1,14 kr./kWh.  Det har en markant betydning for rentabiliteten i projekterne, fortæller sekretariatsleder Dorthe Nørgaard Larsen fra Energiforum Danmark, der samtidig påpeger:

"Mange kommuner laver ikke solcelleanlæggene for at tjene penge, men for at få en grønnere profil. Derfor føler de, at de bliver urimeligt ramt."

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også