Drilling-CEO: Svært at få kontrakter til nye boreskibe

Det er hårdt arbejde at skaffe kontrakter til Maersk Drillings to nye boreskibe, der leveres senere på året.
Foto: Maersk Drilling
Foto: Maersk Drilling
AF RITZAU FINANS

Maersk Drilling slider for at skaffe kontrakter til to dyre boreskibe, der bliver leveret senere i år. Tidligere frister for, hvornår A.P. Møller – Mærsks division for borerigge gerne havde set faste kontrakter for boreskibene er overskredet, og der arbejdes på højtryk for, at riggene ikke skal blive leveret for at ligge stille.

Drilling bestilte i 2011 i alt fire højteknologiske boreskibe, der kan bore efter olie på store vanddybder. De to første er på solide, lange kontrakter i den Mexicanske Golf hos henholdsvis ExxonMobil og ConocoPhillips, men de sidste to, der efter planen skal leveres i september og oktober, er kontraktløse.

"Vi har tidligere sagt, at vi gerne ville have kontrakt på dem til foråret. Og jeg har endda sagt, at jeg gerne ville have haft dem på kontrakt sidste år, for jeg vil altid gerne have kontrakter så tidligt som muligt," siger Claus V. Hemmingsen, som er administrerende direktør for Maersk Drilling, til Ritzau Finans og fortsætter:

"Det arbejder vi konstant på og er i dialog med flere olieselskaber".

Markedet for dybvandsrigge er dog i en kortvarig opbremsning, og derfor hænger kontrakterne ikke på træerne. Den norske bank DNB, en storspiller inden for finansiering af offshoreindustrien, vurderer, at der frem til slutningen af 2015 vil komme 60 dybvandsrigge og boreskibe til markedet. Banken ser dog kun efterspørgsel til 20 af dem.

"Det er selvfølgelig altid et spørgsmål om, hvor langt du vil gå ned i pris. Men der er en midlertidig overkapacitet i markedet lige nu og næsten ingen kontrakter at få," siger Claus V. Hemmingsen.

Skulle det ske, at der ikke ligger kontrakter for boreskibene, når de ankommer, har Drilling to muligheder. Enten kan man holde riggene nært fuld bemandet og klar til arbejde, eller man kan lægge dem op uden mandskab, det såkaldte ”cold stacking”.

"Det er sin sag at tage beslutningen om at afskære sig selv fra kontraktmuligheder ved at lægge en rig op, så det har vi slet ikke i tankerne. Man skal også lige tænke på, at de slet ikke er leveret endnu, og der bliver stadig arbejdet på potentielle kontrakter," siger Claus V. Hemmingsen og afslutter:

"Vi kører efter at holde organisationen helt på tæerne og så få projekter til disse to boreskibe. Muligvis med lidt lavere dagsrate og en lavere indtjening, men stadig en rigtig god indtjening. Så det er slet ikke på radaren, at de kan blive lagt op," siger han.

Maersk Drilling ejer og opererer borerigge under A.P. Møller - Mærsk. Divisionen har en samlet flåde på 25 borerigge og boreskibe. Maersk Drilling omsatte i 2013 for 1972 mio. dollar og fik et nettoresultat, NOPAT, på 528 mio. dollar.

Det er ambitionen, at Maersk Drilling skal realisere et nettoresultat på mindst 1 mia. dollar i 2018 og nå 30 rigge for at blive en af verdens førende aktører i sit marked.

Maersk Drilling ramt af afmatning

Rigkæmpe frikendt i historisk norsk skattesag

Mærsk sætter dato på nye superrigge

Tilsynsoffensiv: Vil ikke kun kigge olieoperatører i kortene

Russerne på vej ind i Fredriksens Seadrill-gruppe

Mærsk investerer 14 milliarder i britisk gasfelt

Smedegaard bakker på olie-mål

Tilbagegang hos Maersk Drilling - som ventet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også