Konkursramt selskabs stifter om tilsyns afgørelse: "Et endeligt punktum i sagen"

Der er ordknaphed fra Dansk Fjernvarme og Decentral Energi, der stiftede Dansk Kraftvarme Kapacitet, hvis konkurs endte med at koste syv varmeværker 100 mio. kr.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Efter Forsyningstilsynets afgørelse om, at seks varmeværker skal tilbagebetale et millionbeløb til sine forbrugere, ser Dansk Fjernvarme sagen som afsluttet.

Dansk Fjernvarme var sammen med brancheorganisationen Foreningen Danske Kraftvarmeværker (i dag Decentral Energi) stiftere af selskabet Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK), hvor hele sagen ved Forsyningstilsynet tager sit udgangspunkt.

Tilsynet gik ind i sagen i april 2023 efter EnergiWatchs afsløringer om, at varmeværkerne havde tabt over 100 mio. kr. på en fejlslagen spekulation i elpriser.

Gennem DKVK spekulerede en række varmeværker i elpriserne gennem udbud, som DKVK udstedte. Det foregik i perioden 2018-2021, men fik en brat ende, da energikrisen indtraf i anden halvdel af 2021, hvilket mundede ud i, at DKVK gik konkurs med et trecifret millionbeløb i tab til følge for de syv værker.

Af den årsag har EnergiWatch bedt de omtalte stiftere om et interview om, hvordan de forholder sig til tilsynets afgørelse og om deres ansvar i sagen.

Dette har ingen af brancheorganisationerne dog ønsket. I et skriftligt svar udtaler Dansk Fjernvarmes kommunikations- og pressechef, Rune Birk Nielsen:

”Nu er der landet en afgørelse, som sætter sig som et endeligt punktum i sagen. Dermed har vi ingen kommentarer til afgørelsen, hvor vi nu kigger fremad og arbejder sammen med de påvirkede selskaber for at sikre en god og stabil løsning for alle,” udtaler Rune Birk Nielsen.

Heller ikke Niels Larsen, adm. direktør i Decentral Energi, ønsker at udtale sig om sagen. EnergiWatch har også været i kontakt med samme forenings tidligere adm. direktør, Erik Nørregaard Hansen, der var en af idémændene til DKVK og i dag pensioneret. Han ønsker heller ikke at kommentere sagen.

Der er tale om værkerne Oksbøl Varmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, Snedsted Varmeværk, Hirtshals Fjernvarme, Vildbjerg Varmeværk og Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk og det kommunalejede Silkeborg Varme, som tabte millioner på konkursen. Alle på nær Silkeborg Varme skal tilbagebetale penge til forbrugerne.

DKVK har gennem tiden haft 89 varmeværker som andelshavere, men det var kun en håndfuld af værkerne, der deltog i det udbud, der sendte selskabet mod konkurs.

Sagen er dog ikke endegyldig slut endnu. I hvert fald har Forsyningstilsynets adm. direktør, Carsten Smidt, udtalt til EnergiWatch, at man vil være opmærksom på, om flere varmeværker har indregnet tab i forbindelse med DKVK i sine varmepriser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også