Tilsyn sætter flere varmeværker under lup efter afgørelse

Der er risiko for, at flere varmeværker med relation til konkursramt selskab har indregnet spekulationstab i forbrugernes varmepris, vurderer Forsyningstilsynets adm. direktør.
Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Sagen om varmeværkers indregning af finansielle tab på elspekulation kan strække sig langt ud over de seks jyske varmeværker, der skal tilbagebetale millioner til forbrugerne.

Således vil Forsyningstilsynet undersøge, om flere varmeværker har indregnet tab i forbindelse med Dansk Kraftvarme Kapacitets (DKVK) konkurs.

Det siger Forsyningstilsynets adm. direktør Carsten Smidt til EnergiWatch.

”Vi vil være opmærksomme på, om der er selskaber, der har været i en tilsvarende problemstilling. Nu har værkerne med vores afgørelser, der er truffet nu, mulighed for selv at være opmærksomme på det og rette henvendelse til os, men det er også noget, vi selv vil være opmærksomme på fremadrettet,” siger direktøren.

Tilsynet gik ind i sagen i april 2023 efter EnergiWatchs afsløringer om, at varmeværkerne havde tabt over 100 mio. kr. på en fejlslagen spekulation i elpriser.

De store finansielle tab for de seks varmeværker, der tæller Oksbøl Varmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, Snedsted Varmeværk, Hirtshals Fjernvarme, Vildbjerg Varmeværk og Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk, blev udløst af Dansk Kraftvarme Kapacitets (DKVK) konkurs, der resulterede i den trecifrede millionregning til de seks varmeværker og Silkeborg Forsyning.

De var alle andelshavere i DKVK’s levetid, der strakte sig fra 2017 til 2021. Det var indtil en eksplosion i elpriserne i anden halvdel af 2021, som tvang selskabet ud i konkurs. Gennem tiden har DKVK’s andelshaverkreds talt 89 varmeværker samt stifterne Dansk Fjernvarme og Foreningen Danske Kraftvarmeværker.

Af den årsag vil det fremover være en problemstilling, som Forsyningstilsynet vil have øje for, når der udføres tilsyn.

”Ellers er vi ved at vurdere, om det er noget, som vi skal gøre til et selvstændigt tilsyn, når og hvis vi får en samlet liste over de selskaber, der er indgået i DKVK,” siger Carsten Smidt.

Er det jeres formodning, at flere selskaber har indregnet tab i varmeprisen?

”Der er i hvert fald en risiko for det i og med, at nogen af dem, der har været medejere, har gjort det.”

Drøftelse med selskaberne

Sammenlagt har de seks omtalte varmeværker tabt 44,6 mio. kr. som følge af DKVK-konkursen. Desuden skal alle varmeværkerne tilbagebetale et millionbeløb til forbrugerne - disse varierer mellem 1,3-3,8 mio. kr.

Det videre forløb i sagen bliver, at Forsyningstilsynet nu tager kontakt til de berørte varmeværker om, hvordan pengene skal tilbagebetales til forbrugerne.

Flere af varmeværkerne har været uforstående for, at netop dette tab i forbindelse med konkursen ikke kan medregnes i varmeprisen, som andre former for over- og underskud normalvis bliver i de forbrugerejede selskaber.

”Vi er et forbrugerejet selskab, og alt hvad selskabet har tjent, er gået til forbrugerne. Det er konceptet i et forbrugerejet selskab, så selskabet har ingen egenkapital,” pointerede Anders Andersen, driftsleder og formand for Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk, i november til EnergiWatch.

Derfor kan det ende med, at det ikke bliver lige til for alle varmeværkerne at sende penge retur til forbrugerne. Det hovedbrud ligger dog ikke på Forsyningstilsynets bord.

”Det eneste, vi skal vurdere, er, om de her omkostninger kan indregnes i varmepriserne eller ej. Alle forhold om, hvordan man driver varmeselskab, ligger hos ledelsen i varmeselskabet. ” siger Carsten Smidt og fortsætter:

”Værkerne har indgået nogle finansielle optioner på elmarkedet, og de ikke kan indregnes som nødvendige omkostninger på varmeområdet, er vores vurdering.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også