Gammel Elsam-sag spøger stadig i Ørsted - er ikke endeligt afsluttet

Det danske energiselskab kan endnu ikke lægge Elsam-sagen bag sig. For selvom Procesbevillingsnævnet for nylig afviste at tage sagen til Højesteret, så er der fortsat en konkurrencesag mere foruden erstatningssagen, hvor 1100 tidligere Elsam-kunder har sagsøgt Ørsted.
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU FINANS

Det sidste punktum er endnu ikke blevet sat i den omtalte Elsam-sag, som den danske energikoncern Ørsted har været involveret i i mere end ti år. For sagen er nemlig blevet delt op i to. Én for perioden 2003-2004 og én for perioden 2005-2006, og det er kun den sidstnævnte, der er lukket.

Sagen handler om muligt markedsmisbrug hos Elsam, der ifølge anklagerne opkrævede for høje elpriser hos kunderne. Selskabet blev i 2006 fusioneret med Ørsted, der dengang gik under navnet Dong Energy. Indtil da var Elsam ejet af en række regionale elselskaber.

Den sag så Ørsted ellers ud til at kunne lægge bag sig, da Procesbevillingsnævnet for nylig afviste, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne tage sagen til Højesteret, efter at den danske energikoncern fik medhold i Vestre Landsret.

I oktober kom det frem, at de 1100 tidligere Elsam-kunder, der har sagsøgt Ørsted, fortsætter deres erstatningssag, men der er også fortsat en konkurrencesag, som ikke er blevet endeligt lukket endnu.

Stadig en konkurrencesag tilbage

Der er nemlig ikke kun én konkurrencesag - men to, der minder om hinanden. Én for perioden 2003-2004 og én for perioden 2005-2006.

"Vi har afsluttet sagen for 2005 til 2006. Den sag er væk, men der er stadig en sag for 2003-2004. Der vil nu være en proces med konkurrencemyndighederne for at forstå, hvordan de præcist ønsker at gå videre med sagen," sagde Henrik Poulsen, administrerende direktør hos Ørsted, efter regnskabet for tredje kvartal torsdag i sidste uge.

Der er også tale om en tvist med en lang historik, og den nu tilbageværende sag er i løbet af årene gledet lidt i baggrunden.

Allerede i november 2005 afgjorde Konkurrencerådet, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for engrossalg af el i Vestdanmark til at opkræve for høje priser i en del af 2003 og hele 2004.

Den samme afgørelse kom Konkurrenceankenævnet frem til i november året efter, og siden er der ikke sket meget mere i denne sag, som dog blev taget videre til Sø- og Handelsretten af Ørsted.

Det fremgår af det prospekt, som energikoncernen offentliggjorde forud for børsnoteringen i juni 2016.

"Den 8. januar indledte vi en sag ved Sø- og Handelsretten, hvor vi anmodede om, at retten omstødte de danske konkurrencemyndigheders kendelse om, at Elsam anvendte overdrevne budpriser i perioden fra 1. juli 2003 til 31. december 2004."

"Den sag afventer stadig retssagen om Elsams budpriser i perioden fra 1. januar 2015 til 30. juni 2006," stod der i Dong Energys – som nu har ændret navn til Ørsted – børsprospekt.

Sagen for 05-06 har været i fokus

Ørsted og de danske konkurrencemyndigheder blev nemlig enige om at sætte 2003/04-sagen i bero og i stedet køre videre med den nyere sag. Og det er den, der i stedet har været i søgelyset de seneste år.

I 2007 afgjorde Konkurrencerådet, at Elsam også havde misbrugt sin dominerende stilling i perioden fra januar 2005 til udgangen af 2006. Året efter stadfæstede Konkurrenceankenævnet afgørelsen - men kun for perioden fra januar 2005 og til og med juni 2006.

I 2008 indbragte Ørsted dén afgørelse for Sø- og Handelsretten, som også gav konkurrencemyndighederne medhold i, at Elsam havde overtrådt konkurrencereglerne i en periode på halvandet år.

Men da sagen nåede Vestre Landsret, fik Ørsted omvendt ret i, at Elsam ikke havde misbrugt sin dominerende stilling til at tage urimeligt høje priser for el.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen søgte i juni tilladelse til at anke sagen til Højesteret, men den anmodning blev i oktober afvist.

Myndigheder har ikke taget stilling endnu

Det betyder, at det nu er op til parterne at finde ud af, om sagen for perioden 2003-2004 skal tages op igen eller afsluttes helt.

"Vi har endnu ikke taget stilling til sagen. Vi ser nu på, i hvor høj grad de to sager ligner hinanden, og om der er grundlag for at fortsætte," siger Jacob Schaumburg-Müller, der er vicedirektør hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til Ritzau Finans.

Derfor er Elsam-sagen – som ikke kun dækker over én enkelt sag - altså ikke helt ude af verden endnu.

Sideløbende med afgørelserne har 1106 virksomheder og kommuner med Energi Danmark, OK og Scanenergi i spidsen i 2007 rejst en erstatningssag mod Elsam.

Denne sag handler om, at sagsøgerne ønsker erstatning for det tab, de har lidt som følge af overtrædelsen af konkurrencereglerne, og erstatningskravet lyder ifølge stævningen på op mod 4,4 mia. kr. plus procesrenter.

Den sag kører også stadig, og det næste retsmøde er i midten af november.

Hensættelse ikke tilbageført

Ørsted har afsat 298 mio. kr. plus procesrenter af til dækning af en eventuel erstatning, og den hensættelse er endnu ikke blevet tilbageført.

"Kendelsen for 2005 og første halvdel af 2006 betyder ikke, at vi vil ændre vores hensættelse relateret til Elsam-sagen, da vi stadig afventer udviklingen i den tilsvarende konkurrencesag for perioden 2003-2004 og den relaterede erstatningssag."

"Alt i alt finder vi dog afgørelsen i den første del af sagen meget positiv for de tilbageværende sager," sagde Henrik Poulsen på en telekonference torsdag i sidste uge.

Milliardslagsmålet mod Ørsted fortsætter

Ankenævn afviser Elsam-sag

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også