Venter der Vestas-fest i aften?

Vestas har afsluttet de seneste tre kvartaler med en ordenlig bande ordrer, og det samme kan meget vel blive tilfældet nu igen, mener analytiker.
RITZAU FINANS

Vestas har ved de foregående to kvartalsafslutninger været leveringsdygtig i en stribe ordreannonceringer, og det skaber håb om en gentagelse i aften. Hidtil har tredje kvartal ikke været det festfyrværkeri af ordrer, som ellers var billedet for Vestas både i første og andet kvartal. Men der er fortsat nogle timer at løbe på før kvartalsafslutningen, og et par store ordrer kan pynte gevaldigt.

"Vestas har de sidste tre kvartaler offentliggjort en del ordrer de sidste dage op til kvartalsafslutningen, og derfor synes jeg også, at investorerne har lov til at sidde med nogle forhåbninger om, at der kommer til at ske noget i dag," siger aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Ritzau Finans.

Vestas offentliggjorde tirsdag en ordre i Thailand på 126 megawatt, men der er endnu ikke kommet noget her på kvartalets sidste dag. Men de kan sagtens komme senere på dagen - også efter dansk børslukketid.

Vestas henter pæn ordre i Thailand

Sidst var det godt 500MW

"Som investor behøver man ikke nødvendigvis blive nervøs over, at der ikke er sket noget, når man går hjem i eftermiddag. Vestas offentliggjorde nemlig lige under 550 megawatt i ordrer efter børslukketid ved udgangen af andet kvartal," påpeger analytikeren.

På sidste dag inden afslutningen af andet kvartal offentliggjorde Vestas først en finsk ordre på 33 megawatt inden for dansk børslukketid. Det blev fulgt op efter børslukketid med offentliggørelsen af tre amerikanske ordrer på henholdsvis 155, 274 og 108 megawatt.

Vestas stod for mere end en tredjedel af USA-markedet i Q2

"Selvom der ikke er kommet noget i dag endnu, så giver den timing, der har været i Vestas' ordreindgang, anledning til at have nogle håb om, at der kommer noget senere i dag. Og det kan også godt være store ordrer," siger Jacob Pedersen.

Svært at time ordrer

Han tilføjer dog, at ordreindgangen er en svær størrelse at time, og hvis Vestas ikke har godter til investorerne her på kvartalets sidste dag, så mener han ikke, at man som investor skal være bekymret. Uanset hvad har ordreudviklingen hidtil i år været stærk, og der ligger stadigvæk en del kendte aftaler og venter på at blive til faste og ubetingede kontrakter.

"Vestas har mere end 500 megawatt i betingede ordrer, som man har bekræftet, men som ikke er ubetingede endnu. Vi ved også, at der er 2,3 gigawatt i uudnyttede rammetaler i USA. Så fundamentet ser meget stærkt ud, og spørgsmålet er så lige, hvornår underskrifterne kommer i hus, så man kan få det offentliggjort," siger Jacob Pedersen.

Udvikler udsætter Vestas-ordre

Hidtil i tredje kvartal har Vestas offentliggjort ordrer på 888 megawatt, mens der ved næste regnskab kan tilføjes en klump af mindre, uannoncerede ordrer, der sædvanligvis ligger i omegnen af 500 megawatt til sammen. I første kvartal var den samlede ordreindgang på 1750 megawatt, mens den i andet kvartal var på 3018 megawatt.

Risiko for svagt kvartal

"Første kvartal var meget stærkt af et første kvartal at være, mens andet kvartal var utroligt stærkt. Hvis der ikke kommer flere Vestas-ordrer inden dagens udgang, kommer kvartalet til at se lidt svagt ud - selvom en ordreindgang på små 1500 megawatt, som man ser ud til at nå inklusive de uannoncerede ordrer, slet ikke er nogen katastrofe på kvartalsbasis. Specielt ikke når man ved, hvordan det kan svinge," siger Jacob Pedersen.

Hidtil i år har Vestas offentliggjort 5656 megawatt i ordrer.

Vestas på vej mod rekordår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også