Investeringsforeninger åbner for alternative fonde til private

Både Danske Invest og Nordea Invest ser positivt for muligheden for at benytte sig af nye EU-regler, som gør det muligt at lave investeringsfonde med alternative investeringer, der blandt andet kan sælges til private. Sydinvest er mere tilbageholdende.
Foto: GE
Foto: GE
METTE MANDRUP, FINANSWATCH

Det kan på længere sigt blive muligt for private investorer at få del i investeringerne i de såkaldte alternativer som f.eks. vindmølleparker, som pensionskasserne bruger som afkastskabende våben mod de lave renter.

Mens pensionskasserne køber op i infrastrukturprojekter, skove og virksomhedsgæld, har de private investorer ikke mange muligheder for at købe sig ind i den aktivklasse, som typisk er kendetegnet ved illikviditet, lang tidhorisont og forholdsvist stabile afkast.

"For private er de mest almindelige ”alternativer” ejendomsinvesteringer, hvor de fleste formuende personer ejer deres bolig eller et sommerhus, men der er ingen tvivl om, at hedgefonde, hvor likviditeten normalt er ganske rimelig, kryber ned i flere privatformuer for tiden," skrev Jesper Kirstein, adm. direktør i konsulentvirksomheden Kirstein A/S, i en klumme hos FinansWatch tidligere på måneden.

Hedgefonde til private

Hos de danske investeringsforeninger har man haft overvejelser om, hvorvidt de fremover skal gøre det muligt for private investorer at diversificere deres porteføljer på samme måde, som de institutionelle investorer gør.

"Vi har haft nogle overvejelser om det, og konklusionen indtil videre er, at det er meget anderledes end det, vi er vant til. De almindelige investeringsforeninger er forholdsvist likvide værdipapirer, der bliver investeret i. Så det stiller nogle helt andre udfordringer, som selvfølgelig også meget er modgået i lovgivningen," siger Eskild Bak Kristensen, der er direktør i Sydinvest, til FinansWatch og uddyber:

"Men hvis man eksempelvis vil investere i infrastruktur, skal man have et betydeligt kendskab til det, og man skal meget tættere på virksomhederne. Vores organisation er ikke gearet til det."

Nordea Invest har en enkelt hedgefond, som bliver brugt i de porteføljer, som banken forvalter for investorerne, fortæller Eric Petersen, der er direktør i investeringsforeningen.

“Som udgangspunkt bevæger vi os hos Nordea Invest i UCITS-verdenen, altså indenfor de normale danske investeringsforeninger i de traditionelle aktivklasser – aktier og obligationer af forskellige slags og i forskellige geografiske områder. Og det mener vi faktisk er det, der er relevant for direkte investeringer for de fleste privatpersoner," skriver han i en mail, der fortsættes:

"Vi har en enkelt hedgeforening, som anvendes indenfor de forvaltede porteføljer, som Nordea Bank tilbyder, men den tilbydes ikke alene – kun som en byggesten i en diversificeret portefølje. Nordea i Luxembourg udbyder også nogle hedgefonde, men de er ikke umiddelbart rettet mod private investorer.”

Også Danske Invest mener, at der allerede er muligheder for de investorer, som ønsker at investere i alternativer.

"Vi tilbyder allerede alternativer til private investorer, nemlig fonde med likvide aktiver som grundlag. Historisk set har fx vores aktie- og obligationshedgefonde gennem leveret pæne afkast, også til private investorer. Fonde med illikvide aktiver kræver grundige overvejelser, og det er bestemt også et interessant område på sigt," oplyser Martin Kjærsgaard Nielsen, presse- og kommunikationschef i Danske Invest, i en mail til FinansWatch.

Ny fondstype giver muligheder

EU's politikere har arbejdet for at skabe en mulighed for, at investeringsforeninger kan lave fonde med alternative investeringer. De skal kunne rettes mod både private og institutionelle investorer.

De har fået navnet European Long Term Investment Funds og bliver i daglig tale kaldet ELTIF's eller LTIF's. Indtil nu har det været besværligt at få lov at lave fonde, der investerer i alternativer, men det bliver nemmere med den nye fondstype.

Desuden er der lagt nogle produktregler ned over ELTIF'erne, så der er noget forbrugerbeskyttelse, hvis investeringsforeningerne skulle vælge at udbyde dem til private.

Danske Invest ser muligheder inden for den nye ramme, EU-reglerne har givet.

"Det er afgjort et område, vi følger nøje og finder interessant. ELTIF’s er dog blot én af de muligheder, der kan anvendes til formålet, så vi har flere muligheder på hånden," fortæller Martin Kjærsgaard Nielsen.

Det samme gør Nordea Invest, der dog understreger, at man ikke har noget på vej endnu.

"På længere sigt er vi åbne for at se på de såkaldte LTIF’er, altså de Long Term Investment Funds, som EU-kommissionen arbejder med i øjeblikket. Det bliver nogle produkter, som har nogle andre spilleregler med hensyn til likviditet i porteføljen m.m., og som er rettet mod den rigtigt langsigtede opsparing i f.eks. unoterede aktier, skov eller infrastruktur, lufthavne, motorveje m.m. Vil man have eksponering mod nogle af de aktivklasser nu, så kan man få det via Nordea Liv og Pension, eller Nordea Bank’s pensionspuljer hvor man jo pr. definition er meget langsigtet. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er mere likviditet i f.eks. en aktieafdeling som Nordea Invest Danmark end i der er i en infrastrukturfond, hvis man pludselig skal bruge nogle af sine penge," forklarer Eric Petersen.

I Sydinvest er Eskild Bak Kristensen mere skeptisk over for, om det er noget, investeringsfonden skal levere til sine kunder.

"Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, og jeg håber også, at det bliver til noget. Men om vi kommer til at deltage i det, det ved jeg faktisk ikke. Det kræver et dybt kendskab til det, man går ind i. Og det kræver sikkert også en ret betydelig formue at begynde at investere i det, og jeg er ikke sikker på, at vi kan det hente alene. Så skulle vi måske arbejde sammen med andre om at gøre det," vurderer han.

Pensionsmilliarder sendes mod alternative investeringer

Vestas gled sammen med hele Europas energibranche

Dong skal børsnoteres inden for halvandet år

ABB sætter sig tungt på indisk solmarked

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også