Vestas' kæmpemølle sætter verdensrekord

Efter en lang og sej kamp for at få supermøllen V164 klar er der for anden gang i løbet af en måned gode nyheder fra Vestas' testcenter i Østerild.
Her står den ene af de to testmøller på 8 MW, og i oktober kan man fejre ikke mindre end en verdensrekord, skriver nordjyske.dk.
Mellem den 6. og 7. oktober har møllen kørt på fuld kraft og produceret 192.000 kWh. Det er nok til at forsyne cirka 13.500 husholdninger med strøm.
"Vi er glade for rekorden, der understreger møllens teknologiske kvalitet," siger Jens Tommerup, direktør for MHI Vestas Offshore Wind til Nordjyske.
V164 er ejet af det joint-venture, som Vestas annoncerede med japanske Mitsubishi Heavy Industries tilbage i april, og efter en længere periode uden nyheder om den store offshore-mølle, så er der tikket positive testresultater ind i løbet af den sidste måned.
Vestas' kæmpemølle har kørt 90 pct. af tiden - trods transformerknas
Vestas MHI fortalte i september til EnergiWatch, at møllen havde kørt 90 pct. af tiden, siden den blev sat op i januar.
Men den gode energi omkring V164'eren strækker sig ikke kun til testresultater. I august besluttede Dong Energy sig for at lægge en ordre ind på kæmpemøllen, det er den første ordre nogensinde. Samtidig er det første gang i otte år, at Dong Energy har købt møller af Vestas.
Vestas underskriver første aftale på V164'er
Ordren lyder på i alt 32 stykker til Burbo Bank-udvidelsen, og tiltroen til den nye mølle tegner godt for Vestas, som har været stærkt presset af konkurrenten Siemens dominans på offshore-markedet.
Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvor storskalaproduktionen af V164-møllen skal foregå, men Dong har indikeret, at en del af produktionen kommer til at foregå i England.
Relaterede artikler:
Seks V164'ere kan være på vej til Frederikshavn
For abonnenter