Forventning til PTC-forlængelse styrket
Den amerikanske vindmøllekonference i Las Vegas har styrket Nordea-analytiker Patrik Setterbergs forventninger til en forlængelse af PTC-ordningen senere i 2014.
"Ud fra samtaler med lobbyister fra den amerikanske vindmølleindustri virker det sandsynligt, at der kommer en toårig forlængelse af PTC-ordningen på et eller andet tidspunkt i 2014," skriver Patrik Setterberg til Ritzau Finans.
En forlængelse, vurderer han, vil kunne give et fundament til et stabilt marked indtil 2017. Konsensus er ifølge analytikeren, at forlængelsen af PTC først kommer efter midtvejsvalget til november, om end der vurderes at være en lille chance for en forlængelse inden for de næste par uger.
I forhold til markedsudsigterne noterer Setterberg, at de førende konsulentfirmaer peger på vindinstallationer i USA i 2014/15 på 13-15 gigawatt. Udsigterne for 2016 er stadig meget usikre og afhænger af, om der er en PTC eller ej.
Med en PTC kommer markedet til at ligge på omkring 7-8 gigawatt, men uden en PTC peger det i retning af 3-4 gigawatt, vurderes det ifølge analytikeren.
"Mit omsætningsestimat for Vestas for 2014-16 er baseret på et vindmøllemarked i USA på 5 gigawatt i 2014, 7 gigawatt i 2015 og 5 gigawatt i 2016," skriver Setterberg.
Nordea har en købsanbefaling på Vestas-aktien med et kursmål på 275 kr.
PTC kan komme til afstemning i Senatet i næste uge
Ordrer kan komme hurtigt efter PTC-forlængelse