Endnu en mølleproducent får grønt lys i Brasilien

Den spanske vindmølleprodcent Acciona Windpower lever nu op til de krav, som den brasilianske udviklingsbank BNDES har fastlagt i forhold til lokalt produktionsindhold.
Dermed er der åbnet op for, at selskabets kunder kan opnå attraktiv finansiering gennem udviklingsbanken.
Acciona idriftsatte i marts en fabrik i Brasilien til produktion af vindmøllenav, og selskabet køber desuden vinger, tårne og visse andre komponenter til møllerne hos lokale leverandører i Brasilien. I andet halvår 2014 har selskabet i øvrigt planlagt åbning af en samlefabrik til 3 megawatt naceller.
"At Acciona lever op til kravene om lokalt produktionsindhold fastsat af BNDES konsoliderer selskabets position på det brasilianske vindmøllemarked," skriver Acciona Windpower i en meddelelse.
Vestas-godkendelse på vej
I forvejen lever argentinske Impsa, spanske Gamesa, franske Alstom og tyske Enercon op til kravene, der er fastsat af den brasilianske udviklingsbank BNDES.
Vindmarked-analytiker hos Navigant, Feng Zhao, har tidligere udtalt, at en godkendelse til Vestas er på trapperne.
"Jeg regner med, at Vestas senest i første kvartal 2014 godkendes af BNDES," lyder det fra Feng Zhao.
Den billige finansiering betragtes af analytikere som afgørende for profitabel tilstedeværelse på det brasilianske vindmarked, der er i stor vækst.
LM Wind Power: Eminent grundlag for at sælge møller i Brasilien
Brasiliansk Vestas-gennembrud på trapperne
Brasilien giver grønt lys til 9 GW vind
Billig vindenergi frister Brasilien
Siemens får første ordre i Peru
Vestas-rival får brasiliansk fordel
/ritzau/FINANS