Tro på, at Vestas-medicinen begynder at virke

Aktiekursen i Vestas er de seneste måneder eksploderet. Alligevel vokser presset på topchef Ditlev Engel.
Den stigende aktiekurs skyldes nemlig ikke, at Vestas og Ditlev Engel har udrettet mirakler.
Den skyldes derimod troen på, at Vestas vil fortsætte med at vinde nye ordrer, øge indtjeningen og få tilstrækkeligt med penge i kassen til, at man kan betale alle løbende regninger og investeringer uden at skulle øge gælden eller bede aktionærerne om flere penge.
Derfor står forventningerne i kø op til kvartalsregnskabet.
"Vi forventer en stigning i aktivitetsomfanget i forhold til det meget lave niveau i 1. kvartal. Kombineret med den stærke ordreindgang i løbet af 2. kvartal 2013 burde det have en positiv indflydelse på det frie cash flow," understreger Janne Vincent Kjær, senior aktieanalytiker i Jyske Bank, i en ny analyse.
Sydbank: Det skal Vestas bevise i næste uge
Vestas-chef: Mærker optur på vækstmarkeder
Global vind-fremgang gavner Vestas
USA skal vise tænder
Vestas har i 2. kvartal annonceret, at man har fået nye bestillinger i hus på 1.295 megawatt (MW).
Samlet bringer det 1. halvårs ordrehøst op på 1.939 MW, hvortil kommer de mange små ordrer, som Vestas-ledelsen typisk ikke skilter med før i kvartalsregnskabet.
Ingen af ordrerne er dog fra det vigtige amerikanske marked, som historisk har været krumtappen i Vestas-forretningens vækst. Men det vil komme, lyder meldingen.
"Vi forventer fortsat, at Vestas henter nye ordrer på ca. 1.000 MW i USA i år," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.
Omvendt er det efterhånden tid for Ditlev Engel til at kridte skoene.
"Tiden er langtfra løbet ud, men de næste to-tre måneder skal give massiv ordremedvind, og vi forventer da også optimistiske toner fra Vestas omkring mulighederne," siger Jacob Pedersen.
Men det er ikke kun på ordresiden, at forventningerne til Vestas-ledelsen er i top.
Jyske Bank peger på, at Vestas’ igangværende slankekur, der skal skære 3 mia. kr. af de årlige omkostninger, frasalg af vindmølleparker og højere aktivitet i 2. kvartal samlet har skabt grobund for, at den frie pengestrøm, som skal betale alle løbende udgifter i Vestas, kan lande på omkring 1,5 mia. kr. i 2013.
Vestas-toppen forventer et resultat i plus.
"Vi ser derfor gode muligheder for, at Vestas vil opjustere forventningerne til det frie cash flow senere på året," siger Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Relaterede artikler:
Vestas i kamp på flere fronter
For abonnenter