
Kinesiske Sinovel har i dag meddelt, at selskabet afhænder sine datterselskaber i Belgien, USA, Canada og Italien.
Det skriver Bloomberg, som fortæller, at kineserne ikke har yderligere kommentarer udover indberetning om planerne til børsen i Shanghai.
Vestas-konkurrent sigtet for industrityveri
Beskeden fra det Sinovel, der er Kinas tredjestørste vindmølleproducent, kommer efter, at selskabet torsdag i sidste uge modtog en sigtelse om industrispionage fra de amerikanske myndigheder.
Ifølge Bloomberg er det selskabets tidligere USA-leverandør American Superconductor Corp. (AMSC), som anklager kineserne for tyveri af handelshemmeligheder.
Indtil videre er Sinovel og tre personer sigtet i sagen. Dejan Karabasevic, en tidligere ansat i AMSC, har ved retten i Østrig indrømmet at sælge stjålet vindmøllesoftware til Sinovel. Et job han angiveligt blev betalt to mio. dollar for.
AMSC mener, at Sinovel har brugt den stjålne software i flere end 1.000 vindmøller solgt i Kina. Amerikanerne kræver mere end 1 mia. dollar i erstatning.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch