Vestas' Engel roser Obamas klimatale

Den danske vindmølleproducent Vestas er ikke overraskende særdeles tilfreds med tirsdagens udmeldinger fra den amerikanske præsident Barack Obama om en markant øget satsning på vedvarende energi.
Obamas ambition er, at vedvarende energi i 2020 skal dække 20 pct. af elektricitetsforbruget. Det er mere end en fordobling fra det nuværende mål på 7,5 pct.
"Jeg vil gerne rose præsidenten for at fremlægge en handlingsplan, der adresserer klimaforandringerne," siger Vestas-chefen Ditlev Engel i en kommentar.
Engel fremhæver også, at Obama vil kæmpe for fri handel med miljøforberende produkter og ydelser samt reducere støtten til fossile brændselskilder.
"Det er tiltag, som vi og andre inden for vores industri har anbefalet G20-landene i 2010, 2011 og 2012, og vi er nu glade for, at disse anbefalinger bliver fulgt," siger Engel.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
/ritzau/FINANS