Biden vil udvide USA's havvind med flydevind

Med nye flydende havvindparker vil Biden etablere 15 gigawatt og sænke omkostningerne hertil med 70 procent inden 2035.
Foto: KEVIN DIETSCH/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: KEVIN DIETSCH/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU

Præsident Joe Bidens administration ønsker at styrke USA’s brug af havvind, og det skal ske ved at udvikle nye, flydende havvindplatforme.

Målet er at at opstille 15 GW, forsyne fem millioner boliger og sænke omkostningerne til flydevind med 70 procent inden 2035.

Det oplyser Det Hvide Hus i en pressemeddelelse torsdag.

”I dag lancerer Biden-Harris-administrationen koordinerede tiltag for at udvikle nye, flydende havvindplatforme, som er en ny, ren energiteknologi, der vil hjælpe USA med at føre an på havvind,” skriver Det Hvide Hus med henvisning til Biden og vicepræsident Kamala Harris.

”Sammen med præsident Bidens økonomiske og rene energidagsorden vil disse tiltag skabe godt betalte job, sænke energiomkostningerne for familier og styrke den amerikanske energisikkerhed.”

Det tilføjes, at Joe Biden ønsker at gøre USA ”til en magnet for investeringer i ren energi”.

To tredjedele af USA’s potentiale for udvidelse af havvind er i dybvandsområder ud for kysterne ved delstaterne Californien og Oregon, og det kræver flydende platforme.

”Vi igangsætter initiativer for at gribe en ny mulighed - flydende havvind,” siger Gina McCarthy, der er national klimarådgiver i Det Hvide Hus, på et pressemøde torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

”Teknologien giver os mulighed for at bygge i dybvandsområder, hvor møller ikke kan fastgøres direkte på havbunden, men hvor der er stærke vinde, som vi nu kan udnytte,” tilføjer hun.

For at kickstarte projektet har Biden-administrationen bevilget næsten 50 millioner dollar - godt 372 millioner kroner - til forskning og udvikling inden for området.

Biden-administrationen har tidligere oplyst, at den har et mål om at distribuere 30 gigawatt havvind inden 2030. Det er angiveligt nok til at forsyne ti millioner hjem med ren energi og holde 77.000 mennesker i arbejde.

I slutningen af august oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark og de øvrige Østersølande har forpligtet sig til en ambition om at syvdoble mængden af strøm fra havvind i Østersøen frem mod 2030.

Kapaciteten af havvind skal således syvdobles fra det nuværende niveau på 2,8 gigawatt i Østersøen til mindst 19,6 gigawatt i 2030.

USA’s senat vedtager lov, der pumper billioner i grøn energi

Analytiker: Demokratisk enighed om lovpakke kan være ”gamechanger”

Enige amerikanske demokrater klar med stor klima- og energipakke

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også