Amerikansk møllegigant skal bruge dansk 3D-print

Det danske 3D-printerselskab har indgået en eksklusiv aftale med GE, hvor den amerikanske mølleproducent også har købt sig ind i selskabet.
Foto: COBOD
Foto: COBOD

I Nordhavn i København finder du et par forskellige bygninger med Cobod skrevet på fronten. Den danske virksomhed specialiserer sig inden for 3D-printere - noget man måske forbinder primært med at kopiere små figurer eller gadgets, men hos Cobod er fokus i en lidt større skala.

”Vi begyndte sådan officielt tilbage i 2018. Allerede i 17 printede vi Bod-bygningen, som er Europas første 3D-printede hus,” fortæller Philip Knudsen, der er marketingchef hos Cobod.

Og på de fire år er der sket en hel del. Både printningen og printmassen har fået en overhaling, og metoderne er blevet finpudsede. Det er alt sammen sket fra de forskellige lokaler i Nordhavn - hvor Bod-bygningen desuden også står på et af gadehjørnerne.

Dertil er størrelsen af de printede værker også blevet en lidt anden. I dag printer Cobod ikke kun huse, men også betonfundamenter til vindmøller.

”Vi har netop lanceret et system sammen med GE, som jo så har investeret i os, hvor vi bygger den nederste del af vindmølleplatforme, så vindmøller kan blive endnu højere,” siger Philip Knudsen, og tilføjer:

”Jo højere de er, jo mere effektive kan de blive. I første omgang kan vi lave den nederste del 20 meter høj, hvilket betyder, at møllerne kan blive 20 pct. mere effektive.”

Dansk udsyn

Cobod er i dag en virksomhed med 80 medarbejdere. Alt sker i Danmark, både udvikling, produktion og samling, mens selskabet også har en del danske underleverandører.

”I 2021 havde vi omsætning på 83 mio. kr. og en solid bundlinje. På den måde adskiller vi os lidt fra mange andre vækstvirksomheder, der typisk går ud med stort minus de første par år. Vi har en ret solid organisk vækst. 2021 var en tredobling af vores omsætning i forhold til året før, der dengang var en fordobling,” føjer han til.

Selvom virksomheden i dag har begge fødder solidt plantet i Danmark, så rækker planerne et godt stykke udover landegrænserne. Cobod har nemlig allerede solgt 50 printere på tværs af alle kontinenter, og derfor ser virksomheden gode muligheder i at sprede basen lidt ud og etablere kontorer i andre lande.

”Vi sender om få måneder nogle til Dubai, Kuala Lumpur i Asien, Florida, hvor vi også er ved at starte kontorer op. Der skal også være en produktion i USA til at starte med,” fortæller Philip Knudsen om planerne.

Klar til større møller

Møllerne vokser i disse år, men det ser Cobod ikke som den store udfordring.

”I forhold til de her kæmpemøller, der skal produceres i fremtiden, der er udfordringen, at det er begrænset, hvor meget du kan lave i produktionen og efterfølgende transportere. Hele fordelen her, er, at vi meget effektivt kan producere en meget større diameter,” siger Philip Knudsen.

For nuværende er det kun møller på land, der er fokus i samarbejdet mellem Cobod og GE. Hvad fremtiden bringer, nu hvor GE har købt sig en til en mindre andel af selskabet, vil tiden dog vise.

De to selskaber har arbejdet sammen siden 2018, hvor Cobod 3D-printer forskellige konstruktionsløsninger og har i det fire år lange samarbejde fokuseret på udvikling af tårne, der skal produceres direkte på sites.

Cobod, der desuden er et akronym for Construction of Buildings on Demand, beskæftiger sig også primært med printning af bygninger. Derfor er der heller ikke de store planer om at skulle blive en større aktør på vindmøllemarkedet, hvor GE er det primære fokus.

”Nu er vi gået eksklusivt med GE, så skulle der have været henvendelser fra andre mølleproducenter, så ville vi have været loyale overfor vores samarbejde med GE,” siger Philip Knudsen.

Fra grå til grøn

Når man beskæftiger sig med betonkonstruktioner, er det i sagens natur ikke just det grønneste materiale, der benyttes. Cobod arbejder dog kontinuerligt på at gøre produktet grønnere, hvor nye blandinger hele tiden undersøges for at finde det, der både er mest bæredygtigt og mest holdbart.

”Du kan argumentere for, at noget af det vi printer - cementen -, ikke er det grønneste produkt. Men det, at vi bidrager til at skabe nogle produkter, der kan lave grøn energi, er jo vigtigt i sig selv,” siger Philip Knudsen og fortsætter:

”Vi har udviklet det materiale, vi printer af sammen med Cemex, hvor vi har reduceret cementindholdet med 30 pct., mens vi for 4 måneder siden lancerede et nyt printbart produkt, der kan laves lokalt, så det ikke skal transporteres over store afstande.”

Derfor ser selskabet også særdeles gode muligheder i samarbejdet med GE, da USA i disse år har stort fokus på at nedbringe udledninger og få en stor portion vedvarende energi på plads. Præsident Joe Bidens mål er blandt andet at skære udledningen af drivhusgasser ned med 50-52 pct. i 2030 - målt i forhold til 2005.

”Det giver gode muligheder i et land som USA, som måske ikke har den grønneste energi. Her kan vi være med til at bidrage til, at der kommer mere af det,” siger Philip Knudsen.

Han lægger dog også vægt på, at selvom vindmølleplanerne hos Cobod eksklusivt tilhører GE, så er der andre dele af energisektoren, hvor 3D-printerselskabet også ser mulighed for at udfolde kompetencerne.

”Lige nu kigger vi på vindmøller, men der kunne være andre interessante områder inden for industrien. Det kunne f.eks. være tanke eller andre, som kræver stort styrke omkring konstruktioner.”

GE køber sig ind i dansk virksomhed

GE vil printe betontårne på 200 meter


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også