Vestas lagde 11,86 mia. kr. til markedsværdien efter positivt regnskab

Vestas slog analytikernes forventninger i kvartalsregnskab, og derefter steg aktien markant.
Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Vestas var torsdagens klare vinder på det danske C25-indeks, efter at vindkoncernen fra morgenstunden kunne præsentere et regnskab for tredje kvartal, der slog analytikernes forventning.

Vindaktien blæste frem med 11 pct., og selskabets samlede markedsværdi blev øget med 11,86 mia. kr.

Vindmølleproducenten havde i juli, august og september en ordreindgang på 4738 megawatt (MW), hvor analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Finans blot havde ventet 3477 MW.

Det har overrasket positivt hos Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, der dog også har en enkelt anke omkring ordreindgangen.

"Den er meget stærk med fornuftige priser, som ligger en lille my under, hvad jeg havde regnet med. Men det er ikke alvorligt - det er en meget stærk ordreindgang," vurderer han.

I årets tredje kvartal nåede vindmølleproducenten en omsætning på 3646 mio. euro og et driftsoverskud, EBIT, på 429 mio. euro før særlige poster.

Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat fra Ritzau Estimates ventet en omsætning på 3301 mio. euro og et EBIT-resultat på 349 mio. euro.

Selv om Vestas slog analytikernes estimater, maner aktieanalysechefen til besindighed.

"Det ser meget lyserødt ud, når man kigger på tallene. Havde det ikke været for 120 mio. euro i positive effekt fra det her salg af rumænske vindparker, havde det været armene helt over hovedet, men indtjeningsniveauet ser ikke super stærkt ud," vurderer Jacob Pedersen.

Han henviser til, at Vestas i slutningen af august solgte 80 pct. af de datterselskaber, der ejer tre rumænske vindprojekter, for 136 mio. euro. Det blev i regnskabet indregnet med en effekt på 120 mio. euro på driftsresultatet (EBIT).

Vestas største bekymring lige nu er i Norden 

Analytiker: Ordrer giver tanken "har jeg set rigtigt her?" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også