Ørsteds taiwanske skruetvinge lykkedes kun delvist

Fornyet pres på leverandørerne gav ikke nok til at Ørsted nedjusterer forventningen til, hvad det koster at opføre havvind i Taiwan, hvor selskabet roser myndighederne efter holmgang.

Tirsdag blev Ørsted den første udvikler til at træffe endelig investeringsbeslutning om et stort havmølleprojekt i Taiwan. Med næsten øjeblikkelig virkning indleder det danske energiselskab opførelsen af projekterne Changhua 1 og 2a, hvor der frem mod 2022 skal opføres 900 MW havvind.

Forud for den økonomiske håndfæstning havde Ørsted ellers raslet gevaldigt med sablen. Blandt andet ved at sætte projekterne på pause i januar, da de taiwanske myndigheder varslede, at de oprindeligt lovede tariffer blev sænket med en ottendedel. Først efter en måned og en halvering af tarifnedsættelsen blev udviklingen genoptaget om end med meldingen om, at det ville kræve genforhandlinger med leverandørerne.

Men selv om det er lykkedes at presse leverandørerne ned i pris, så er det dog ikke nok til fuldt ud at kompensere for de lavere tariffer.

"Det er ikke den fulde reduktion på 6 pct., vi har fået kompenseret. Men det er en god del af den," siger adm. økonomidirektør Marianne Wiinholt, der ikke ønsker at sætte mere præcise tal.

Mere lokalt indhold

En af hovedargumenterne for højere tariffer i Taiwan har været, at det er dyrt at opbygge en industri fra bunden. Samtidig er de medfølgende lokale arbejdspladser solid politisk valuta for udviklerne ikke blot på det taiwanske marked men i tilsvarende høj grad også kommende markeder i regionen som Japan, Sydkorea og Vietnam. Imidlertid er besparelsen kun sket i prisen og ikke i andelen af lokalproduceret indhold.

"Tværtimod har vi rykket den en lille smule i opadgående retning," lyder det fra direktøren, der forklarer, at der i den forsyningskædeplan, der blev godkendt af myndighederne i sidste uge, er lidt flere taiwanskbyggede fundamentskomponenter i forhold til i selskabets oprindelige udspil.

På Ørsteds kapitalmarkedsdag i november slog hun fast, at det vil kræve omkring den dobbelte investering at bygge de første havmølleparker i Taiwan sammenlignet med i Nordsøen. Trods de lavere priser efter genforhandlingerne med leverandørerne er det da heller ikke et prisskilt, Ørsted nu nedregulerer.

"Vi sagde omkring det dobbelte, så vi er fortsat i det spænd. Selvfølgelig har det betydning i nedadgående retning, men jeg kan ikke sige, at investeringen lige pludselig er et helt andet tal, så vi holder fast i den vejledning, vi gav på kapitalmarkedsdagen," siger direktøren.

Stor respekt for Taiwan

Såvel udmeldingen fra november som projektpausen i januar kan da også læses ind i en politisk kontekst om at presse de taiwanske myndigheder til ikke at vige for meget fra den oprindelige sti. For Ørsted var ganske højlydte i kritikken af den pludseligt opståede usikkerhed om priserne. Blandt andet slog bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen fast, at hvis politikerne var modne nok, så måtte selskabet holde sig væk fra landet.

Nu hvor krigstågen er lettet og de første Changhua-projekter endegyldigt besluttet er tonen dog atter blevet en anden.

"Vi er generelt ekstremt imponerede over Taiwan. At der så hurtigt er opnået en så stor udbygning, er i sig selv imponerende, og ligeledes den fart, de har på i forhold til at opbygge en lokal leverandørkæde," siger Marianne Wiinholt.

"Så kan det godt være, at vi har kæmpet. Men vi har stor respekt for den måde, de har ageret på, og det er nok svært at gøre den slags meget hurtigere, end de gør."

Yderligere fem gigawatt

Allerede i år sætter Ørsted sit første konkrete fodaftryk i Taiwan-strædet via sit medejerskab i anden fase af Formosa 1-projektet på 120 MW. Til næste år føjes yderligere godt 700 MW til fra Formosa 2 og første del af Wpd's Yunlin-projekt, førend Ørsteds indledende Changhua-parker kommer på i 2021.

I de følgende år skal resten af de 3.836 MW, der blev tildelt forrige april, sluttes til nettet, mens der frem mod 2025 skal opføres de yderligere 1.664 MW, der blev udbudt sidste juni. Heriblandt de 920 MW, Ørsted vandt på to yderligere parker i Greater Changhua-projeket, og som der er planlagt endelig investeringsbeslutning for i 2023.

Senest meddelte de taiwanske myndigheder i forbindelse med en havvindmesse i sidste uge, at der satses på at udbygge med yderligere 5 GW i perioden 2026-30. Senere i år vil østatens økonomiministerium lancere planen for den tredje fase i sin havvindstrategi. Samlet forventer Taiwan at havvind frem mod 2025 vil tiltrække mere end 1 bio. taiwanske dollar (216 mia. kr.) og skabe omkring 20.000 arbejdspladser i landet.

Ørsted låser sig fast i Taiwan

Ørsted opfylder ikke krav i Taiwan

Ørsted vækker taiwanske projekter til live igen

Ørsted optrapper konflikten i Taiwan

Taiwan hæver prisen for havvind

Politisk abespil bremser havvind i Taiwan

Ørsted efter skuffelse i Taiwan: Vi sætter tingene på hold

Ørsted afventer stadig vigtig aftale i Taiwan - tidsfristen nærmer sig

Taiwan vil skære havvind-tarif med 13 procent

Ørsted får sejr i ny tildelingsrunde for havvind i Taiwan

CIP matcher Ørsted i Taiwan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også