EnergiWatch

MHI Vestas-chef: End ikke et hårdt brexit vil ændre strategien

"Vi har ikke et scenarie, hvor vi justerer vores strategi, end ikke under et ekstremt brexit," lyder det fra selskabets administrerende direktør Philippe Kavafyan.

Foto: MHI Vestas

Om det bliver et blødt eller hårdt brexit kommer ikke til at ændre på strategien hos havmølleproducenten MHI Vestas, som har placeret en del af sin produktion på Isle of Wight ud for den engelske sydkyst og potentielt kan blive ramt af toldbarrierer efter briternes farvel til EU.

Det siger selskabets administrerende direktør Philippe Kavafyan ifølge Reuters.

Selv om MHI Vestas' fabrik på Isle of Wight i 2019 kommer til at sende omkring 76 pct. af sine vingeblade til andre europæiske projekter, så er Philippe Kavafyan ikke bekymret for et muligt hårdt brexit, der kan betyde indførelse af en toldsats på 2,7 pct.

"Vi har ikke et scenarie, hvor vi justerer vores strategi, end ikke under et ekstremt brexit," siger han til Reuters.

Selskabet fortsætter dermed sine investeringer i fabrikken på øen og planlægger en fordobling af produktionskapaciteten og ansættelse af yderligere 380 medarbejdere, så det samlede medarbejderantal på fabrikken vil runde 750.

Ifølge Kavafyan ventes omkostningerne at fortsætte med at falde i vindenergisektoren, hvilket sandsynligvis også vil betyde, at industrien kan udligne eventuelle toldomkostninger gennem besparelser på andre områder.

"Jeg er overbevist om, at vi vil se flere omkostningsreduktioner overalt i teknologiens værdikæde," siger han.

Britisk havvindaftale skal give 30 GW i 2030

Britisk sektoraftale for havvind løfter antallet af jobs markant

 

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere