Ørsted gennemfører salget af halvpart i Hornsea 1
![Foto: PR Ørsted](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article10682626.ece/ALTERNATES/schema-16_9/BRUG%2520IKKE.jpg)
Energi- og forsyningsselskabet Ørsted har mandag gennemført salget af 50 pct. af aktierne i Hornsea 1 til Global Infrastructure Partners (GIP).
Det fremgår af en meddelelse fra koncernen til fondsbørsen.
Ørsted annoncerede midt i september salget af halvdelen af sit ejerskab i offshore vindprojektet for 4,46 mia. pund eller på det tidspunkt knap 37,5 mia. kr.
Dengang blev det oplyst, at handelen krævede "visse" regulatoriske godkendelser, herunder grønt lys fra konkurrencemyndighederne, men at det formentlig ville falde på plads i fjerde kvartal 2018.
Salget omfatter betaling for ejerandelen på 50 pct. og en forpligtelse til at dække halvdelen af udgifterne til at bygge hele vindmølleparken. Ørsted skal dog fortsat være ansvarlig for at opføre hele havvindmølleparken, ligesom det skal varetage drift og vedligehold samt stå for salget af elproduktionen fra Hornsea 1.
Købssummen betales mellem 2018 og 2020, og omkring 85 pct. af det samlede resultat fra transaktionen vil blive bogført i 2018.
Hornsea 1 er under opførelse og ventes at blive verdens største havvindmøllepark, når den sættes i drift i 2020. Den får en kapacitet på 1218 megawatt (MW). GIP ejer ligeledes 50 pct. af to af Ørsteds tyske havvindmølleparker, Gode Wind 1 og Borkum Riffgrund 2.
Ørsted sælger halvdelen af Hornsea 1 for 37,5 mia. kr.
PFA investerer milliardbeløb i Ørsteds frasalgRelaterede artikler
Ørsted sælger halvdelen af Hornsea 1 for 37,5 mia. kr.
For abonnenter
PFA investerer milliardbeløb i Ørsteds frasalg
For abonnenter