MHI Vestas-chef ser stort potentiale for havvind i Taiwan

"Der er nogle forpligtelser om at etablere lokal produktion, som vi skal leve op til, men det er et marked, vi tror, er meget interessant," lyder det fra Lars Bondo Krogsgaard, der er Co-CEO hos MHI Vestas.
AF RITZAU FINANS

Havvindindustrien er for alvor begyndt at røre på sig i Taiwan, og også MHI Vestas ser et stort potentiale i netop det marked de næste mange år.

Derfor arbejder selskabet, der udvikler og producerer havvindmøller, også i øjeblikket på at finde lokale samarbejdspartnere og leverandører, ligesom det også er planen at etablere en del af produktion i Taiwan.

"Selvfølgelig forsøger vi at få fat på markedet i Taiwan, for det bliver stort. Der er nogle forpligtelser om at etablere lokal produktion, som vi skal leve op til, men det er et marked, vi tror, er meget interessant," siger Lars Bondo Krogsgaard, der er Co-CEO hos MHI Vestas, til Ritzau Finans.

Skal investere en del i Taiwan

I løbet af de første seks måneder af 2018 har de taiwanske myndigheder tildelt havvind til projektudviklere med en samlet kapacitet på 5,5 gigawatt, der skal opføres frem mod 2025.

Derudover er planen, at der skal udvides med yderligere 5-6 gigawatt i løbet af de efterfølgende ti år. Og netop de taiwanske myndigheders store ambitioner for havvind er et af de afgørende elementer for, at MHI Vestas er klar til at skyde penge i Taiwan.

"Det er klart, at vi kommer til at investere en del i at etablere dele af vores produktion i Taiwan, men nogle af tingene giver også god mening for os. En af de ting vi kigger på, er produktion af vinger. Den vil vi egenligt altid gerne have relativt tæt på projekterne, da omkostningerne til transport er høje," siger Lars Bondo Krogsgaard.

"Vi ser et samlet potentiale i Taiwan, baseret på det vi har hørt fra regeringen, i størrelsesordenen 10 gigawatt, og det er bestemt nok til, at det er interessant for os at se på mulighederne for lokal produktion," fortsætter han og fortæller, at målsætningen er at få "en stor bid" markedet.

Direktøren vil ikke sætte tal på, hvor meget MHI Vestas, der er et joint venture mellem danske Vestas og japanske Mitsubishi, planlægger at investere i markedet.

Leverandørerne skal udvikles

I Taiwan er havvind lige nu kun i den helt tidlige fase, og det betyder også, at erfaringen fortsat er mere begrænset, og leverandørkæden er langtfra lige så stærk som i Europa.

Derfor skal der også fokuseres på for alvor at bygge industrien op i Taiwan, men ifølge direktøren er der generelt et godt industrielt grundlag for branchen på det nye marked.

"Vi skal på nogle områder udvikle og arbejde med leverandørerne og måske hive nogle partnere, vi har andre steder, ind og forhøre os, om de kan etablere en fabrik, nu hvor der er volumen i markedet, og så kan vi give tilsagn om, at vi køber ind der," siger Lars Bondo Krogsgaard.

Udpeget som foretrukken leverandør

MHI Vestas er allerede blevet udpeget som foretrukken leverandør af havvindmøller på op til 1,5 gigawatt i Taiwan af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

Den danske infrastrukturfond har i år vundet retten til at slutte 900 megawatt havvind til elnettet i Taiwan, og der er mulighed for at udbygge op til 1,5 gigawatt på de i alt tre offshore vindprojekter, som CIP er ved at udvikle ved Changua-kysten.

"Vi regner med, at det materialiserer sig i kontrakter, og det er klart, at vi også byder på andre ting i Taiwan," siger Lars Bondo Krogsgaard.

De tidlige parker i Taiwan ventes allerede at være i drift i 2020, og direktøren forventer, at MHI Vestas er klar til at være med næsten helt fra starten.

"Vores første projekter ligger en smule senere end 2020, og vi har ikke noget problem med at blive klar til det, vi skal lave," siger han.

Copenhagen Infrastructure Partners' projekter skal først stå klar efter 2021.

WPD er også i gang med at udvikle havvindparker i Taiwan, og den tyske energikoncern har omvendt underskrevet en hensigtserklæring med konkurrenten Siemens Gamesa om levering af møller til projekterne, der allerede ventes at være i drift fra 2020.

MHI Vestas lancerer 10 MW-mølle

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også