Tacke: Markedet har fundet sin base

Midt i prispresset vurderer den administrerende direktør i Siemens Gamesa, at markedet har fundet sin base.
Foto: Siemens Gamesa RE
Foto: Siemens Gamesa RE
AF RITZAU FINANS

De seneste år har et prisfald på vindenergi forplantet sig hele vejen ned gennem værdikæden fra produktion til konstruktion, men vindmarkedet har nu fundet sin base.

Det vurderer Markus Tacke, administrerende direktør i Siemens Gamesa, over for Ritzau Finans ved en vindkonference i Amsterdam.

Siemens Gamesa kunne tirsdag løfte sløret for en gigantisk kontrakt på 950 megawatt til tre Vattenfall-havvindmølleparker i Danmark.

Det er møller, som skal installeres i 2021, hvilket giver en god horisont til at realisere yderligere teknologiske forbedringer og omkostningsreduktioner.

"Jeg tror, at markedet har fundet en stærk base nu, for vi skal først til at udvikle de projekter, der bliver underskrevet, nu. Glem ikke, at kontrakten med Vattenfall vil blive installeret i 2021, så der er stadig ting, der skal gøres, rent teknisk. Der er stadig fire år, hvor vi kan bringe vores omkostninger ned for at hjælpe det projekt," siger Markus Tacke.

Kontrakten fra Vattenfall omfatter møller til de tre danske havmølleparker Kriegers Flak samt Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.

Det er verdens største havmølleordre i 2017, og i alt kommer Siemens Gamesa til at skulle levere 113 møller til de tre parker, som Vattenfall sikrede sig retten til at opføre med det laveste bud nogensinde.

Markus Tacke peger på, at et tæt samarbejde med Vattenfall var med til at sikre vindmølleproducenten ordren.

"Hvad vi gjorde rigtig godt, var, at vi arbejdede tæt sammen med Vattenfall ud fra et teknisk og kommercielt perspektiv for at hjælpe Vattenfall med at underbygge det lave bud. Specielt inden for offshore er vi nødt til at være partnere med vores kunder for at finde de optimale løsninger – projekt for projekt - for der er mere end bare mølleproduktionen, der er også det logistiske og fundamentet," siger Markus Tacke.

Hvilke markeder vil I vende jer mod, hvis prispresset fortsætter?

"I dag er offshore-markedet i bund og grund nordeuropæisk med et par undtagelser i USA og Asien, men vi ser forskellige ordninger i landene, så vi og vores kunder er nødt til at tilpasse os det, som gør os succesfulde, i den specifikke markedsmekanisme," vurderer Markus Tacke.

Siemens Gamesa afsætter for 1.702 MW af ny mølle på første dag

Siemens Gamesa om ny havmølle: Det bliver ikke den sidste

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også