Tysklands store partier er enige om koalitionsregering

"Vi har en koalitionsaftale," bekræfter Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier.
Foto: Geert Vanden Winjgaert/AP/POLFOTO
Foto: Geert Vanden Winjgaert/AP/POLFOTO
AF RITZAU

Tysklands store partier er onsdag formiddag nået til enighed om en ny koalitionsregering, siger forbundskansler Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier.

"Vi har en koalitionsaftale, som vil medføre en masse positive udviklinger for tyskerne," siger Altmaier, som også er fungerende finansminister, ifølge nyhedsbureauerne AFP og AP.

Aftalen kom i hus efter maratonforhandlinger, der blev indledt i weekenden. 

Merkel og SPD-leder Martin Schulz mødtes tirsdag morgen for at lægge sidste hånd på en koalitionsaftale, der var ventet sent tirsdag. Men forhandlingerne fortsatte natten igennem til onsdag formiddag. 

Aftalen vil imidlertid ikke nødvendigvis betyde en ny tysk regering, da den først skal til en afstemning hos SPD's medlemmer. 

SPD har 463.723 medlemmer. Og det kan tage flere uger, før det står klart om et flertal bakker op bag den nye aftale.

Det skal ske som en urafstemning via brev. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det er planen, at udfaldet af urafstemningen skal offentliggøres i weekenden 3. marts.

Mange socialdemokrater har udtrykt dyb skepsis over for et nyt regeringssamarbejde med Merkel.

Ved årsskiftet var der 443.152 registrerede SPD-medlemmer.

En stor del af de cirka 20.000 nye medlemmer, som er kommet til siden nytår, er imod SPD's deltagelse i en koalition med CDU og CSU. 

Dagbladet Bild skriver, at socialdemokraterne vil få udenrigsministerposten, finansministerposten og arbejdsministeriet. SPD-lederen Martin Schulz bliver Tysklands nye udenrigsminister, erfarer flere tyske medier.

Hamburgs socialdemokratiske borgmester, Olaf Scholz, ventes ifølge dpa at blive ny finansminister, hvis den nye tyske koalitionsregering bliver godkendt ved den socialdemokratiske urafstemning.

SPD får også justitsministeriet, miljøministeriet og familieministeriet, skriver Bild. 

Merkels CDU får økonomi- og forsvarsministeriet. Lederen af det bayerske CSU, Horst Seehofer, får posten som indenrigsminister. 

Tyskerne har ventet usædvanligt længe på at få en regering.

Ved valget i september fik SPD sit ringeste resultat siden Anden Verdenskrig, og partiet valgte at gå i opposition. 

Men mislykkede forhandlinger mellem Merkel og det liberale FDP samt miljøpartiet De Grønne førte til en ny situation.

Af hensyn til stabiliteten i Tyskland og Europa blev SPD derfor tvunget til at genoverveje beslutningen om at gå i opposition.

Parterne har forhandlet siden november sidste år.

Begge fløje øjner håb for ny tysk regering

Tyske partier satser på slutspurt i regeringsforhandlinger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også