Færøsk olieboss skal være topchef for ombrust bank

Atlantic Petroleum mister direktør, der efter en række turbulente år forlader olieselskabet for at overtage direktørposten i den tidligere Eik Banks moderselskab.

Det dansknoterede olieselskab Atlantic Petroleum skal have ny adm. direktør. Ben Arabo, der har stået i spidsen for det færøske selskab siden 2010, har med virkning fra 1. december sagt op for at overtage den ledige stilling som adm. direktør for færøske Betri P/F, der er moderselskabet for blandt andet Betri Banki, der tidligere hed Eik Bank.

"Vi er kede af at tage afsked med Ben Arabo. Jeg vil gerne takke ham for hans bidrag over årene. De seneste tre år har været meget udfordrende i industrien, og under Bens lederskab har Atlantic Petroleum navigeret gennem meget svære vande," siger bestyrelsesformand Birgir Durhuus i en børsmeddelelse.

At de nordatlantiske vande langt fra har været smulte er ingen overdrivelse. Faldet i oliepriser og problemer med såvel udviklingen som partneren på oliefeltet Orlando har medført, at Atlantic Petroleum i flere år har danset foxtrot med konkursen. Store dele af selskabets aktiver er blevet solgt fra for at sikre den overlevelse, der først blev sikret, da der i sidste øjeblik blev indgået en toårig låneaftale på 8 mio. pund med London Oil & Gas forrige juni.

Senest kom olieselskabet ud af årets andet kvartal med et overskud efter skat på 1,1 mio. kr. fra en omsætning på 6,7 mio. kr. Egenkapitalen er dog fortsat stærkt negativ på 75,3 mio. kr.

"Selskabet er nu refinansieret med en forventet indkomststrøm begyndende i 2018. Det er et godt udgangspunkt for at vækste selskabet igen og opkøbe nye aktiver, hvilket vil være en af hovedopgaverne for den nye adm. direktør."

Afløseren er endnu ikke fundet, men Ben Arabo forbliver også i stillingen indtil december. Når han derefter sætter sig i direktørstolen hos Betri, der foruden banken ejer et forsikringsselskab og et pensionsselskab, bliver det dog ikke nødvendigvis en kedeligere hverdag.

I Danmark er det færøske selskab formentlig bedst kendt for sine aktiviteter frem mod finanskrisen. Fra 2005 indledte Eik Bank en hidsig vækststrategi, før banken efter adskillige storstilede udlån krakkede med tab på mere end 3 mia. kr. i 2010 og efterfølgende blev samlet op af Finansiel Stabilitet, der solgte banken videre til det nuværende Betri P/F i 2011.

Men selv om der er gået en god håndfuld år siden – og banken i marts skiftede navn til Betri Banki, der kan oversættes til Bedre Bank – er det ikke ensbetydende med, at der ikke fortsat kan være drama i selskabet. I februar 2016 forlød den tidligere direktør i Eik Bank, Jørn Astrup Hansen, bankens bestyrelse, da han ikke kunne godkende regnskabet angiveligt på grund af en omstridt skattefradrag.

I juli fratrådte så Súni Schwartz Jacobsen, der var adm. direktør i både banken og moderselskabet. Om end årsagen til den pludselige afgang ikke er kendt, skete det få uger efter, at der var blevet indleveret en redegørelse om omstændighederne ved skattefradraget til det færøske finansministerium.

Ben Arabo overtager dog ikke stillingen som adm. direktør for selve banken. Her indsættes i stedet den hidtidige direktør for koncernens forsikringsselskab, Jean Djurhuus, mens den 44-årige cand.merc. skal lede moderselskabet.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Atlantic Petroleum må sende noget i retning af den færøske bank. Tidligere har det dog primært været penge, om end det ikke aldrig har været regelmæssigt. Faktisk blev det færøske selskabs likvidproblemer første gang offentligt kendt, da det i januar 2016 blev meldt ud, at det ikke var muligt at betale et forfaldent afdrag på 19,5 mio. kr. til Eik bank.

Atlantic Petroleum kan ikke betale planlagt afdrag

Atlantic Petroleums egenkapital på minus 75 mio kr

Frasalg redder Atlantic Petroleum et overskud

Atlantic Petroleum gennemfører salg af ejerandel i oliefelt

Atlantic Petroleum skifter bestyrelsen ud

"Banken ved, hvad vi laver, og vi ved, hvad de vil have"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også